Sy din egen babynest

Hvad skal man med en babynest, undrer du dig måske? Jo, ser du… min erfaring er, at den er praktisk fordi den giver dig mulighed for at lægge din lille øjesten alle tænkelige steder, uden at det lille pus kan trille ned og slå sig. Vi har brugt den i sengen, på sofaen, på spisebordet – ja sågar i en indkøbsvogn. Den er nem at tage med på tur og fylder (og vejer!!) mindre end eksempelvis barnevognskassen eller en lift. Desuden brugte jeg den i vuggen den første tid – for du vil opdage, når I kommer hjem fra sygehuset at sådan en nyfødt baby er utrolig lille, næsten uanset hvor man lægger den. Den kan selvfølgelig også hjælpe med at skabe tryghed, når baby skal til at sove i tremmeseng (alt afhængig af, hvornår det skal ske, kan det være nødvendigt at binde den op, så bunden står åben).

Skal jeg sy den selv?

Man kan få uendeligt mange smukke – og færdige – babynests. Jeg er for eksempel rigtig vild med Done By Deer og Filibabbas versioner. Man kan dog hurtigt også komme af med mange penge for en af de fine babynests. Er det ikke et sted, du gider at spare – eller mener du bare, at du simpelthen ikke har symaskinekørekortet i orden, så kan du hoppe forbi vores BØRN og læse mere om de forskellige babynests på markedet.

Ret tidligt i min graviditet faldt jeg over SnabelReden på Instagram, og jeg forelskede mig i den her babynest. Jeg smed den på min ønskeseddel til jul, men der var desværre ingen i familien der følte for at give mig sådan en. Så jeg ventede og så tiden an lidt endnu. Flere gange var jeg forbi SnabelRedens hjemmeside og lure lidt på de mange fine reder, men nærigheden fik simpelthen overtaget 🙈. Jeg blev  enig med mig selv om, at mine sy-skills fra folkeskolens håndarbejdstimer altså måtte række til at kreere sådan en babynest. Efter et par ture i Stof2000 og nogle timer på YouTube og diverse blogs, nåede jeg frem til den fremgangsmåde og det design, jeg kunne tænke mig.

Jeg endte med mønsteret og fremgangsmåden nedenfor. Er der noget du ikke kan gennemskue undervejs, kan du se denne video. Hvis du ligesom jeg, ikke tilbringer synderligt meget tid ved en symaskine, kan det være en meget god hjælp, lige at se trinnene udført in real life.

Det skal du bruge

  • Stof 1: 110 x 70 cm.
  • Stof 2: 110 x 70 cm.
  • Skum til madras: 70 x 40 (klip evt. en gammel barnevognsmadras eller lignende til)
  • Pudefyld (jeg købte to billige puder fra IKEA)
  • Kantbånd (3 cm bredt): 250 cm.
  • Bånd/snor: 250 cm. (mange bruger silkebånd, som giver en flot sløjfe)
  • Mønsterpapir (ternet)
  • Skrædderkridt (eller lignende)
  • 4 trykknapper til bunden (så madrassen kan tages ud)
  • En sikkerhedsnål

Fremgangsmåde

Husk at vaske stoffet inden du går i gang, så du undgår at det krymper første gang den færdige babynest skal vaskes.

Tegn mønsteret og fæstn det på stoffet (først stof 1, dernæst stof 2). Tegn rundt om mønsteret med kridtet. Jeg har tilføjet 4 cm ekstra i bunden for at kunne lave en knapåbning, så madrassen kan tages ud.

Klip stofferne og læg dem ret mod ret. Fæstn dem med knappenåle og sy en søm rundt. Start midt på buen på det ene “ben” og slut samme sted på det andet “ben”.

Klip et hak inderst i hvert hjørne på madrasåbningen og sy en søm rundt langs hakkene (se billedet nedenfor). Lad der stadig blive en åbning tilbage i begge “ben” til at stoppe fyld i kanterne.

Fold nu madrasåbningen to gange (se billedet nedenfor). Først 1 cm og derefter 1,5 cm. “Stryg” det eventuelt med en fladjern, så forbliver foldet mens du syer en søm rundt langs åbningen.Nu skal kantbåndet sys på. Vend stoffet, så retsiden vender udad og find sømmen hvor stof 1 og stof 2 mødes. Læg kantbåndet, så det ligger midt på sømmen. Sy en søm langs hver side af kantbåndet ca. 2 mm fra kanten, så du skaber en løbegang til babynestens bindebånd. Det nemmeste er ikke at fæstne kantbåndet, men i stedet at holde stoffet på plads manuelt mens man syr. Start med at trække stoffet ind under syfoden igennem madrasåbningen.

Lav nu et mønster til madrassen (ca. 70 cm x 40 cm). Sørg for at kanterne er lige brede hele vejen rundt (15 cm) og fæstn madrasmønsteret på babynestens inderstof. Sy nu en pæn søm hele vejen rundt (behold stadig åbningen til at tage madrassen ud og ind).

Træk båndet/snoren igennem kantbåndets løbegang. Dette gøres nemmest ved at fæstne en sikkerhedsnål i enden af båndet og føre denne hele vejen rundt.

Fyld sidekanterne med pudefyld og luk derefter hullerne i “benene” ved at folde kanterne pænt sammen og sy en søm i hånden.

Læg nu madrassen i montér de fire trykknapper (følg anvisningen på pakken).

 

Voilà! Så er der ikke andet tilbage end at vente på, at baby kommer ud. Eller er du så overskudsagtig, at du har kastet dig over en lille DIY med baby ved din side, så er der ikke noget at vente på. Smid bebser i din nye, smukke babynest, og nyd hvordan din baby overskygger eventuelle skæve syninger og andre skønhedsfejl 😉

Det endelige resultat

Jeg tror omtrent det endelige resultat stod mig i 400 kr., så jeg kunne selvfølgelig godt at købt en færdig babynest til samme pris. Men på denne måde, fik jeg helt selv lov at bestemme stof og design. Nu har jeg en babynest, hvor madrassen kan tages ud, når den skal vaskes – og pudefyldet fra IKEA-puderne tåler at blive vasket på 40°C. Selvom babynesten kan vaskes, kan det dog være en idé at lægge en stofble i hovedenden, så du slipper for at vaske babynesten hver gang baby gylper (så kan du nemlig ikke lavet andet).

Jeg er selv ret stolt af resultatet  – hvad tænker I? 😄

En sidste ting: sørg altid for at lægge baby, så bånd/snor trækkes sammen i fodenden! ☝🏼😘

// Camilla

Billeder i fremgangsmåden af lånt af Lillifix.

 

11 Comments

  1. Den er super fin, må jeg spørge dig hvor du har købt stoffet med pandaerne på, da jeg har sat mig for selv at lave en?

    Venlig hilsen
    Nanna Grønnegaard

    1. Hej Nanna,

      Tak skal du have! 🙂 Det er såmænd bare købt i Stof2000. Jeg tog en tur i både Stof2000 og i Stof&Stil, som begge havde virkelig mange fine stoffer. Man kan dog også finde rigtig mange fine stoffer (ofte til lidt billigere penge) på nettet.

      Friskt, at du har mod på selv at kaste dig over projektet! Rigtig meget held og lykke – og god fornøjelse 😀

      Glade hilsner
      Camilla, mommymaterial.dk

  2. Superfin babynest. Jeg har læst fremgangsmåden og tænker om man ikke med fordel kan sy skråbåndet på, inden man syr sømmene ved bunden/ lukningen?
    Mange hilsner Jane

    1. Hej Jane,
      Tusind tak 😀

      Pas! Der må jeg simpelthen være dig svar skyldig. Mine sy-skills rækker ikke så langt, at jeg kan tage stilling til at ændre på rækkefølgen. Jeg har som sagt kigget på andre opskrifter 🙂 Men måske du kan se videoen, jeg linker til og få en bedre idé om, hvorvidt skråbåndet kan syes på inden man fikser bunden 😉

      1. Jeg har nu syet en babynest og gjorde som jeg havde tænkt. Altså syede skråbåndet på, før jeg syede syningen ved “ benet” og madrasåbningen. Det fungerede fint og jeg tror helt sikket det er det nemmeste, da man så har en større åbning at sy igennem.

        1. Hej igen Jane,

          Fedt du gad komme med en opdatering 😀 Mange tak for dit input!

          Jeg håber babynesten kommer til at gøre lykke <3

  3. Gud, hvor er den fin – godt arbejde! Har du indtryk af, hvor længe baby ‘kan passe’ den? Venter første barn til maj og er temmelig clueless på størrelser. 🙂

    1. Hej Naja,
      Stort tillykke med graviditeten! Det er skønt med en majbaby <3

      Tusind tak skal du have! Vi har også være drønglade for den 😀

      Jeg tror Cornelia var omkring 3-4 måneder, da vi pakkede den væk, men det handler egentlig knap så meget om at baby vokser ud af den. Derimod handler det om, at baby begynder at trille og kunne "møve" sig rundt, og så går der ikke lang tid, før kanterne på en babynest ikke er en forhindring længere. Samtidig købte vi også en slyngevugge da Cornelia var knap 3 måneder og begyndte at powernappe, så det blev slyngevuggen vi tog med, når vi skulle nogen steder, hvor hun skulle sove.

      Det skal så lige siges, at vi faktisk lige har fundet den frem igen fordi vuggestuestart af affødt et ekstrastort behov for tryghed, så Cornelia sover en del af natten i vores seng. For at forhindre hende i at vælte rundt og lægge sig på tværs i sengen, har vi hende til at ligge imellem os i babynesten. Vi har bare bundet den op i bunden, så hendes fødder stikker ud - det fungerer rigtig fint 🙂

      I forhold til størrelse, mener jeg faktisk at man opererer med to størrelser. Der er den klassiske *baby*nest og så er der en junior-nest, til de børn som måske bliver ved med at have brug for den ekstra tryghed. Man skal jo helst ikke lave babynesten så stor, at den ikke giver den tryghed, en lillebitte baby har brug for.

      Skriv endelig, hvis der skulle opstå andre spørgsmål ift. udstyr eller andet!

      Kærlig hilsen Camilla

  4. Hej ☺️
    Den er simpelthen så fin men jeg har lige et spørgsmål og jeg ved ikke om det er lidt dumt ‍♀️
    Men jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan fyldet bliver i siderne? Bliver man ikke nødt til at sy sammen mellem madrassen og siderne?
    Mvh Malene

    1. Hej Malene,
      Prøv at læse punkt 6 igen Du skal sy hele vejen rundt om madrassen, så siderne og madrassen holdes adskilt. Husk dog at efterlade en åbning i bunden til at tage madrassen ind og ud ved vask.

      Pøj pøj med det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *