En status på vuggestuestart

I mit sidste indlæg om vuggestuestart, lovede jeg at holde jer opdaterede, så her får I lige en status 😊

Fredag eftermiddag kunne Cornelia og jeg køre hjem fra vuggestuen med en opløftende nyhed. Cornelias kontaktperson i vuggestuen, sendte os nemlig på weekend med besked om, at nu var Cornelia helt kørt ind.  Både torsdag og fredag har hun været afsted fra kl. 8 om morgenen og til hun var stået op fra sin eftermiddagslur. Hun spiser godt, tager nogle gode lure (dog ikke helt så lange, som herhjemme, men det kommer måske nok), og pædagogerne kan endda give hende en flaske inden hun skal sove til middag. Især det med flasken, var noget af det, jeg var allermest spændt (læs: nervøs) på, da Cornelia en del gange har nægtet at tage flasken fra andre end Johan og jeg. Men! Det hele er heldigvis gået over al forventning.

Vi har selvfølgelig været lidt udfordrede til at starte med, fordi Cornelia i løbet af de første to uger kun nåede at være afsted i sammenlagt fem dage (seks, hvis man tæller vores besøgsdag med). Men da først Cornelia havde fået bugt med først influenza og derefter maveinfluenza, er indkøringen gået rigtig fint. Som I nok har læst i mit sidste vuggestue-indlæg, startede Cornelia ud med at tage det hele i stiv arm og tilbragte tre timer alene i vuggestuen på sin første dag. Da vi efter en uges sygdom startede op igen, fulgte vi samme rytme: Cornelia bliver afleveret cirka kl. 8, hvorefter hun kl. 9 tager en (som regel) lang formiddagslur, så spiser hun frokost med de andre børn og bliver hentet cirka kl. 12. Når vi henter hende, er det som regel med samme gode besked; hun har været godt tilpas, har spist godt og har sovet godt.

Afskedstårer og velkomstgråd

Selvom hver dag alt i alt er gået rigtig godt, så er der selvfølgelig også tale om en helt ny hverdag, som naturligvis kræver tilvænning. Der gik ikke mere end tre dage, før Cornelia havde fattet, hvad der skal ske, når vi kommer ind i vuggestuen. Så snart hun er kommet af overtøjet og vi bevæger os hen mod en af pædagogerne for at aflevere hende, er hun sat i et hyl. Pædagogerne var hurtige til at forvisse os om, at det er selve afskeden, der gør hende utryg, og at gråden altså ikke fortsætter længe efter vi er gået. Derfor gør vi afskeden så kort som muligt; vi skynder os at sige farvel og på gensyn til Cornelia og afleverer hende til en af de pædagoger, hun kender bedst, hvorefter vi sætter kursen mod døren med det samme igen. Og det virker altså, for inden vi er nået ud af vuggestuen, kan vi høre, at hun stopper med at græde igen.

Når så vi henter hende igen, sætter hun i endnu et hyl, så snart hun ser os. Jeg er begyndt at stoppe op og kigge ind gennem stuens glasdør, inden jeg går ind for at hente hende, og selvom jeg endnu ikke har set hende i hendes bedste humør, så ser hun dog helt tilpas ud. Det er helt tydeligt, at hun stadig bruger rigtig meget energi på at følge med i de andre børns aktiviteter, og at det nogle gange er bedst at overvære det hele fra sikker afstand på skødet af en af pædagogerne, men ulykkelig er hun ikke. At hun så i det sekund, hun ser eller hører mig, krænger underlæben helt ned og skruer helt op for tårerkanalerne, er selvfølgelig lidt ubærligt. Indtil videre må jeg jo tage pædagogernes ord for, at hun har det godt. Jeg hæfter mig især ved en af pædagogernes pointe om, at hvis de vil spise og sove i vuggestuen, så går det faktisk rigtig godt.

Selvom jeg har pædagogernes ord for, at det alt i alt går rigtig godt, så skal jeg ikke være bleg for at indrømme, at jeg da bruger en del tid på at spekulere på, om hun nu rent faktisk også synes det er fedt at være i vuggestue. Pædagogerne fortæller glædeligt, at hun er vild med sanglege, boldbassinet og pirogger til frokost, men det ville nu være noget helt andet, hvis jeg selv kunne se det. Det eneste jeg ser, er jo en lille pige, der græder når jeg siger farvel til hende OG når jeg kommer og henter hende igen. Jeg har ganske vist ikke har haft brug for at sætte mig ud i bilen og græde bagefter, som jeg ved ikke er unormalt for mange forældre (okay; mødre). Men jeg skal godt nok tvinge mig selv at vise Cornelia, at det hele er okay, når jeg med et stort smil placerer hende i armene på en “fremmed” og vinker farvel inden jeg vender ryggen til hende og går.

Nye rammer og rutiner – og sparsom nattesøvn

For de mødre, som selv står overfor at skulle køre deres lille guldklump ind i dagpleje eller vuggestue – såvel som for min egen skyld – må jeg hellere understrege igen, at det altså i det store hele går rigtig godt! Cornelia skal selvfølgelig vænne sig til både nye omgivelser, nye voksne og andre børn, såvel som hun skal vænne sig til at passe ind i en fælles dagsorden og i de nye rutiner der følger med både i vuggestuen og på hjemmefronten. Og det tager tid for sådan en lille størrelse, at vænne sig til at få vendt op og ned på den eneste hverdag, hun har kendt. I ni måneder, har det langt de fleste dage bare været mig og hende. Vi har for det meste været hjemme i trygge og vante rammer og fulgt de samme rutiner – og har vi været ude og opleve nye og spændende ting, har hun altid haft mig ved sin side.

Nu skal hun lære at navigere i de rammer og rutiner, der hører til livet som vuggestuebarn, og det skal hun (som så mange børn før hende) nok klare. Lige her i indkøringsperioden har det godt nok sat sine spor på hendes behov for tryghed og nærvær, men især også hendes nattesøvn. For første gang siden hun var fire måneder gammel, har hun sovet hos Johan og jeg. Vi har forsøgt at bibeholde de faste rutiner herhjemme, så hun er stadig blevet puttet i sin egen seng, som hun plejer, men efter en aften og nat, hvor først Johan og siden jeg løb i pendulfart mellem soveværelset og hendes værelse, fik hun lov at sove i smørhullet. Det gjorde hun i cirka en uges tid, før opvågningerne om natten igen gik i sig selv. I løbet af den uge priste jeg mig lykkelig for stadig at være på barsel. Jeg ved godt natlige opvågninger er hverdag for mange forældre, men herhjemme er vi altså (sorry!) vant til at få vores nattesøvn, så jeg var mildest talt helt viden siden af mig selv og havde ingenlunde kunnet koncentrere mig om at passe mit arbejde, hvis min barsel havde været ovre.

Vuggestuebarn

Jeg er som sagt meget taknemmelig for stadig at være på barsel mens indkøringen står på. Det har givet en virkelig god ro, at have god tid til at lade indkøringen forgå i Cornelias tempo. Johan og jeg har været meget opmærksomme på, at understrege for pædagogerne, at de endelig skal ringe efter os, hvis hun har en dårlig dag. Samtidig fornemmer jeg, at den lange deadline for indkøringen har sørget for, at alt (så vidt muligt) foregår på Cornelias præmisser.

Nu er der ikke andet at gøre end at væbne sig med en god portion tålmodighed og lade tiden gå sin gang.  Så snart Cornelia har lært, at vi altid kommer og henter hende igen, bliver afskedstårerne forhåbentlig erstattet med smil og vink, ligeså vel som velkomstgråd bliver til et stort grin og udstrakte arme. Lige nu ser jeg i hvert fald meget frem til den dag kommer, hvor hun har så travlt med at komme ind og lege med de andre børn, at hun dårligt ænser, at vi går – eller kommer igen 😊

 

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.