Om en smuttur i sommerhus og små lykkestunder

Med udsigt til at sidde alene hjemme med Cornelia en hel weekend, greb jeg muligheden da den bød sig og tog et smuttur i sommerhus på Djursland. Her besøgte Cornelia og jeg tre af mine gode veninder mens Johan var i København til et firmaarrangement. Ganske givet virkede det fredag aften en anelse overilet at pakke en baby og en hel masse babygrej (‘travel light’ er et begreb, der hører til tiden før baby) for en enkelt overnatning, men ikke destomindre blev det heldigvis enden på det.

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så er det blevet væsentligt sjovere at være mor, og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har tænkt “så tag dog den baby og giv mig dog en fridag!!”. Men alligevel kunne jeg ikke helt finde mig tilpas i tanken om at skulle være græsenke i en hel weekend. Når jeg er på Cornelia det meste af dagen i alle hverdage, så ser jeg altså frem til fredag, præcis ligesom dengang jeg studerede eller gik på arbejde; jeg ser frem til at slippe for hverdagens trummerum og de slidte daglige rutiner. Så weekenden er mit frirum fra jobbet som fuldtidsmor. I weekenden nyder jeg, at vi er to voksne til én ba, og at det ikke partout behøver at være mig, der bruger hele dagen på at lave – og rydde op efter(!!) – morgenmad, formiddagsmad, frokost, flaske, eftermiddagsmad, aftensmad og endnu en flaske. I weekenden får jeg optur på over, at den umiskendelige odeur, der pludselig kan omgive ens baby, ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at det er mig der skal gå den tunge gang til puslepladsen. Og i weekenden sætter jeg ikke mindst pris på, at jeg kan få lov at blive liggende under dynen, mens Johan står op med Cornelia.

Jeg har altså brug for min weekend, og derfor søgte jeg backup hos mine veninder. Og hallelujah for den beslutning! Så snart jeg ankom til sommerhuset (hvor jeg har tilbragt mange ferier og weekendture siden mine spæde teenageår), kunne jeg mærke mine skuldre falde et par centimeter. Det her sommerhus er en lille perle midt i ren idyl og harmoni. Fra vinduerne i stuen kan du se Kattegat glitre i vintersolen, og så snart du træder udenfor bliver du mødt at bølgernes skvulpen mod stranden. Indenfor i det lille træhus står brændeovnens varme som en skøn kontrast til det frostklare vejr og den rimdækkede græsplæne udenfor. Her er ånderum, højt til loftet og en helt særlig fred og ro. Og vigtigst af alt, var der hele tre “tanter” klar til at lege, synge og danse med Cornelia, så jeg kunne slappe af.

Væk fra hverdagens trummerum og evige to-do-lister, som aldrig får en ende, var der virkelig plads til at mærke efter og sætte pris på de helt små lykkestunder. Lykkestunder, som selvfølgelig opstår i større eller mindre omfang hver eneste dag, men som man virkelig bider mærke i, når alt andet er lagt til side. Eksempelvis da jeg alt, alt, alt for sent (læs: kl. 2:30) kravlede i seng efter en hyggelig aften med rødvin og brætspil, og jeg under normale omstændigheder ville bekymre mig gevaldigt over, hvordan morgendagen nu skulle gå uden søvn. I stedet trak jeg på skuldrene og blev enig med mig selv om, at bare fordi man er nogens mor, kan man jo ikke altid gå i seng senest kl. 22.

Hvis prisen for en hyggelig aften er, at man måske (horror, horror 😜) er nødt til at tage en lur dagen efter mens ens veninder ser efter den lille guldklump, så går det jo nok. I stedet for at være bekymret, priste jeg mig lykkelig over at have så skønne veninder, som altid sætter pris på Cornelia-tid. Og netop derfor kunne jeg i stedet fokusere på, at lige ved siden af mig i dobbeltsengen lå min lille, varme, bløde baby. Eftersom Cornelia har sovet på sit eget værelse siden hun var fire måneder gammel, kan det vist tælles på én hånd de gange, jeg har fået lov at putte en hel nat med hende. Det er virkelig noget af det hyggeligste at falde i søvn med hendes krop så tæt op af min, at jeg kan mærke hendes bløde hår mod min kind og høre hendes sagte vejtrækning. Ren lykke!

Da jeg knap fire en halv time senere blev vækket af mit lille, insisterende vækkeur, som desværre endnu ikke har forstået ‘snooze’-konceptet, var trætheden ikke så tung at ryste af mig, som den nogle dage kan være. I stedet smøg jeg mig ud under dynerne og fik gang i brændeovnen, inden jeg tog Cornelia med i køkkenet for at sætte vand over til grød og kaffe. I stedet for at blive irriteret – som jeg oftest gør, når jeg møder modstand inden dagens første kop kaffe –  da hun nægtede at spise sin grød, smurte jeg i stedet en ostemad til os hver. Og der midtimellem tusmørket udenfor og det flakkende skær fra brændeovnen, sad jeg og følte lykken boble i mig. For hvor er der bare et eller andet hyggeligt over at sidde og spise ostemadder med sin lille baby – som jo faktisk slet ikke er så lille og babyagtig mere,  når hun kan sidde og spise en ostemad. Ganskevist er den skåret ud i små mundrette bidder, men alligevel… tænk, at vi kan sidde og spise det samme til morgenmad.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor denne lille stund fik mig til at føle mig lykkelig, men det hænger nok blandt andet sammen med, at den gav en lille forsmag på, hvordan vi resten af livet kommer til at lave uendeligt mange ting sammen. At spise ostemadder sammen er bare den første af mange. Og det er egentlig lidt underordnet, om det er store eller små ting vi laver – bare vi laver dem sammen. Jeg følte mig nok i bund og grund lykkelig lige dér, fordi jeg blev mindet om, at jeg glæder mig til at være Cornelias mor resten af mit liv ❤️

Godnat og sov godt!
kærligst, Camilla

Gem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.