Hvordan en graviditetstest får minutter til at føles som timer

Efter mere end en uge med kvalme, svimmelhed og ømme bryster, kunne jeg ikke holde ud at vente mere. Jeg har for et par uger siden købt en graviditetstest, som tilfæl(hel)digvis var en ‘test tidlig’. Med fire dage til næste cyklus besluttede jeg mig i morges for at tage testen. Bevæbnet med et styks graviditetstest styrede jeg mod badeværelset. En akavet tissetår og en stille bøn om ikke at få tis på fingrene senere, var der ikke andet at gøre end at vente… Talk about 5 loooong minutes!

Fem minutter, hvor jeg gik igennem en følelsesmæssig version af “han elsker mig, han elsker mig ikke” som var noget i stil med: “selvfølgelig er jeg gravid… det kan ikke passe, jeg er gravid… selvfølgelig er jeg gravid… det kan ikke passe… (fortsæt selv i fem minutter)”.

Efter hvad der føltes som fem timer kunne jeg endelig aflæse min og J’s skæbne i de to små ruder. Én streg. Negativ. Ingen baby i denne omgang…

1streg

På én gang følte jeg måde ingenting og alting. På den ene side har pessimisten i mig sørget for, at jeg ikke skulle have for høje forhåbninger, så jeg ikke kunne blive rigtigt skuffet. På den anden side har en lille håbefuld, optimistisk stemme fra tid til anden kunne bryde igennem de pessimistiske tanker. Selv om jeg nok i bund og grund inderst inde virkelig havde håbet på en fuldtræffer i første forsøg, blev skuffelsen på en eller anden måde overdøvet af tanker som “selvfølgelig bliver man ikke bare gravid i første forsøg -hvor mange gør lige det?” og “skidt pyt med, vi forsøger jo bare igen!”.

Hvad så nu?

Kvalmen, svimmelheden og de ømme bryster forsvandt dog desværre ikke med afklaringen fra den negative graviditetstest. Man hører selvfølgelig om negative graviditetstests, som viser sig at være fejlagtige, men nu ser jeg lige tiden an og venter og ser om menstruation kommer om fire dage. Ellers kunne det selvfølgelig godt være, jeg burde tage et smut forbi min læge. Så nu sidder jeg selvfølgelig endnu mere og håber, at jeg trods alt er gravid…… (typisk).

Hvor længe forsøgte du at blive gravid, før der var jackpot?

//En (forhåbentlig!) kommende mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *