Min fødselsberetning

Foto: Cornelia, 9 timer gammel

Hvordan Cornelia kom til verden, har jeg efterhånden fortalt så mange gange, at jeg kan historien i søvne. Men det bliver historien bestemt ikke dårligere af. Jeg elsker at fortælle om den største og vildeste dag i mit liv. Så I slipper selvfølgelig heller ikke. Det er en fortælling, der er svær ikke at gøre rosenrød. For når man sidder “on the other side”, så virker hele fødslen som sådan en lille ubetydelig del af et meget større og langt vigtigere kapitel. Det er sandt hvad de siger; man glemmer smerten. Man glemmer, hvad ens krop bliver udsat for – for alt man har øje for bagefter er sin lille guldklump. Der er naturen nu meget smart indrettet – ellers ville vi alle vokse om som enebørn. Selv om jeg sidder med et lille smil på læben, når jeg tænker tilbage på den nat og den morgen og virkelig føler, at den oplevelse var noget ganske særligt, som jeg ikke ville være foruden, så forsøger jeg altså også at gøre fortællingen så realistisk som muligt. Jeg håber ikke, I er alt for sarte…  Here we go…

Selv om lørdag d. 6. maj rent faktisk var en forårsdag, så føltes den som en vaskeægte sommerdag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var DRØNvarmt for en højgravid med vand i fødderne og alt for mange ekstra kilo og slæbe rundt på. Selvom min krop nok ville have sat pris på at ligge på sofaen i ly fra sol og varme, så havde tanken om at tosomheden nok meget snart fik en ende altså drevet de vordende forældre udendøre. Jeg havde fundet en sommerkjole frem, som kunne rumme den efterhånden bristefærdige (åh ja!) badebold, jeg rendte rundt med på det tidspunkt og havde fået spændt mine Birkenstock ud i yderste hul, så de opsvulmede fødder også kunne være med. I bagende sol nød vi (så meget man nu kan, når ens krop i den grad er på overarbejde) en gang tapas i PINGVINs fantastiske gårdhave. Bagefter satte vi kursen mod Vestbjerg til eftermiddagskaffe på terrassen ved min mors veninde og hendes mand. Min mors veninde havde nemlig strikket det fineste, bløde babytæppe, som vi jo selvfølgelig skulle have hjem inden baby C meldte sin ankomst. Meget heldigt var det, at vi ikke havde gemt dette visit til om søndagen, for så var vi aldrig kommet afsted…

Lørdag d. 6. maj omkring klokken 20:00 var vi nemlig kørt i hundeskov med hundene, hvor jeg på vej tilbage bilen overså et hul i jorden og pludselig lå på alle fire. Faldet må have sat gang i noget, for derfra havde jeg det mærkeligt. Jeg følte mig utilpas og kunne dårligt overskue turen tilbage til bilen – og da slet ikke at kravle ind i bilen. Vi kom hjem og spiste aftensmad, men jeg kunne ikke ryste den besynderlige følelse ud af kroppen igen. Efter et par timer tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte dele min mistanke med den kommende far. “Jeg tror altså måske, at jeg har veer,” sagde jeg. “Føles det som veer?” spurgte geniet. Ja, jeg havde jo ikke ligefrem noget sammenligningsgrundlag, så der var ikke andet at gøre end at vente og se tiden an. Ventetiden gik med at få pakket den hosptalstaske, jeg i flere uger havde nægtet at pakke, når Johan spurgte (jeg var sikker på, at jeg ville gå over tid, hvis jeg var for godt forberedt 😅). Jeg tænkte pludselig, at det nok var en god idé at komme i bad og få vasket hår – for hvem ved, hvornår man havde overskud til det igen. På det her tidspunkt, var jeg nu slet ikke i tvivl om, at det var veer jeg mærkede. Tre gange under mit brusebad, var jeg nødt til at sætte mig på knæ og hive efter vejret. Bevidstheden om, at vores lille baby nok meldte sin ankomst inden for de næste 24 timer, gjorde mig utrolig effektiv. Jeg fik pludselig travlt med at rydde op, skrive sedler til hundepasserne og sikre at vores hjem nu også var klar til en baby.

Ved midnat blev vi enige om at gå i seng og forsøge at få lidt søvn inden det hele for alvor gik løs. Efter en lang dag med alt for meget vand i kroppen og alt for høje temperaturer, var jeg træt og brugt. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig var nødt til at få sovet, hvis jeg ikke skulle pylre gennem hele fødslen… Sådan gik det så bare ikke. Efter to timers – for mit vedkommende – forgæves forsøg på at sove, vækkede jeg Johan og bad ham tage tid på mine veer. De var forholdsvis regelmæssige; ca. 30 sekunders varighed med 5-6 minutters mellemrum. Jeg blev ved med at holde på, at jeg skulle have noget søvn, inden jeg var klar til at presse et menneske ud gennem en åbning, som på det tidspunkt syntes alt for lille. Så klokken 2:30 ringede Johan ind til fødegangen for at høre, om vi kunne komme ind og hente en smertecocktail, så jeg kunne få sovet lidt. Vi blev enige om at lade hundene sove og lade taskerne stå, for vi var jo snart hjemme igen.

Klokken 3:00 stod vi på en stille og mennesketom fødegang, hvor en jordemoder tog imod os. For at få udleveret de gode ‘drugs’ skulle der køres en såkaldt “strimmel”, så vi blev vist ind på en lille fødestue med dæmpet belysning. Jeg fik spændt CTG-monitoren omkring maven og skulle nu ligge til observation den næste halve time. I løbet af den halve time, kunne vi ikke kun følge babys hjertelyd, men også mine veer. Hvis jeg da selv skulle være i tvivl om, at veerne blev længere og der blev kortere og kortere imellem dem, så kunne vi da begge få bekræftet via skærmen, at det netop var det, der foregik. Da jordemoderen kom tilbage for at læse strimlen, skulle hun undersøge, hvor meget jeg havde åbnet mig, inden hun kunne sende mig hjem med smertecocktailen. Fire centimeter. “Nå, er det ikke værre end det?” fik jeg sagt, og blev mødt af jordemoderens ret løftede øjenbryn. Hendes blik sagde “bare vent!”. Hun fik selvfølgelig ret, men på det tidspunkt syntes jeg at veerne var en håndtérbar størrelse. De varede max 45 sekunder og det var med 3-4 minutters mellemrum ligesom en smerte der var til at overkomme. Jeg blev selvfølgelig klogere.

Ville jeg hjem? Ville jeg blive på fødestuen? Det var op til mig. Ja tak, sikke et valg at skulle træffe, når man aldrig har prøvet noget lignende før. Hvad var klogest? Tanken om at komme hjem og (forhåbentlig) sove lidt i min egen seng, inden det hele gik løs var meget tillokkende. Men alligevel virkede det heller ikke som en garanteret plan. Hvad nu hvis vi kun lige nåede hjem, for så at sande at vi var nødt til at tage tilbage til fødegangen?

Enden på det hele blev, at jeg kom i et badekar i forsøget på at få hvilet mig lidt, mens Johan måtte køre hjem og hente vores tasker. Jeg lå alene og skvulpede lidt rundt i badekarret, og prøvede at lukke øjnene mens jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde fået et hårelastik med hjemmefra, så mit nyvaskede  og -fønnede hår nu blev vådt igen (ja, prioriteringer har jeg altid haft styr på😅). Efterhånden blev vandet i karret en smule koldt, men jeg tænkte, at jeg sagtens selv kunne håndtere at få lukket lidt vand ud og få fyldt noget varmt oveni. Den kraftanstrengelse det imidlertid var at få sat mig op i badekarret, resulterede i akut kvalme, så jeg måtte tilkalde jordemoderen for ikke at risikere pludselig at ligge og bade rundt i resterne af min aftensmad. Heldigvis blev den krise afværget, men jeg synes pludselig ikke det var spændende at ligge som en strandet hval i verdens mindste hav. Med hjælp fra jordemoderen kom jeg op på land igen og fik skiftet til det mest sexede outfit, man kan forestille sig. I der har været igennem møllen, ved hvad jeg taler om! Seriøst, hvem har fundet på at gennemsigtige mesh-cykelshorts er the shit, når man skal føde?

Johan var imellemtiden vendt tilbage med vores tasker og jeg kravlede op på fødelejet og lukkede øjnene i. Og mine øjne forblev mere eller mindre lukket i, til Cornelia meldte sin ankomst. Jeg lukkede mig inde i mig selv og koncentrede mig om min vejrtrækning. Hver gang en ve meldte sin ankomst fløj Johan op af stolen ved siden af briksen og aede mig på lænden. Selv om jeg havde læst, at hård lændemassage var vejen frem – og at det nærmest ikke kunne blive hårdt nok, så var det overraskende nok bare forsigtig kærtegn, der var gjorde tricket for mig. I lang tid klarede jeg skærrene inde i min egen lille boble mens Johan og jordemoderen sørgede for friske varmepuder og blide strøg på lænden. Cirka to timer efter vi var ankommet på fødegangen, havde jeg svært ved at klare smerterne og krængede øjnene op. “Jeg skal ikke have en epiduralblokade. Men fortæl mig lige om den alligevel. Hvad er det bivirkningerne er – og hvor sent kan jeg ombestemme mig?” Efter jordemoderen havde gennemgået epiduralblokaden med mig, faldt jeg lidt til ro og lukkede øjnene i igen.

Om der gik en halv time eller en time mere sådan, ved jeg ikke. Men til sidst åbnede jeg øjnene igen og meldte, at nu kunne jeg simpelthen ikke mere. Hun kunne godt gøre klar til en epidural! Jordemoderen fik mig i stedet overtalt til at prøve tens, som er nogle elektroder, man får sat på lænden, som sender små elektriske impulser afsted. Impulserne skal virke smertelindrende – eller måske i hvert fald bare flytte fokus over på en anden smerte?. Efter hvad der føltes som 100 år kom jordemoderen tilbage og meldte, at de desværre alle var i brug. To minutter forinden havde jeg dog proklameret til Johan, at han godt kunne meddele jordemoderen, at jeg skulle have den epidural – og at det kun kunne gå for langsomt!

Jordemoderen undersøgte mig igen. Otte centimeter. For sent med en epidural. “Jeg kan prøve at finde noget lattergas til dig…?” forslog hun. “Lattergas?” tænkte jeg, “spiser de mig af med noget de bruger hos tandlægen? Hvad skal de nytte her?” Men desperat efter et eller andet, der kunne hjælpe på de tiltagende veer, lod jeg hende gå afsted efter en flaske lattergas. AND THANK HEAVENS FOR THAT! Jeg var i himlen! Veerne kunne nærmest ikke nå mig her. Jeg svævede bare afsted på en blød og vattet sky. Helt i min egen verden. Johan og jordemoderen kunne have forladt fødestuen for at gå i 7-11 efter kaffe – og jeg ville ikke have opdaget det. Her lå jeg så. Måske gik der en time, måske halvanden. Min tidsfornemmelse var noget ustabil på dette tidspunkt. Til sidst blev pressetrangen meget virkelig. Jordemoderen annoncerede, at jeg var nødt til at give slip på lattergassen for at være fokuseret på den store opgave jeg stod overfor. Ikke helt klar til at håndtere mine veer på egen hånd igen, bad jeg: “Må jeg lige beholde den til den her sidste ve?”

Uden lattergas kom jeg hurtigt ned fra min lille, vattede sky. Mens jeg lå og skreg af mine lungers fulde kraft på fødelejet og kom med udmeldinger som “Det her gør vi aldrig igen!!” og “Jeg kan ikke mere…” , var der meget belejligt vagtskifte. Hen over mit skrigeri fik den ene jordemoder videregivet opgaven til den næste. Den nye jordemoder kom hen og bad mig åbne øjnene, så vi lige kunne hilse på hinanden inden det hele for alvor ville gå løs. Og jeg skal love for det gik løs. For hver ve der kom, blev jeg overrasket over hvordan den ene kunne blive ved at toppe den anden i intensitet. Uden jeg helt ved, hvordan jeg bar mig ad, kom jeg op og stå ved fødelejet og kunne komme til at stå og rokke fra side til side. Jordemoderen var begejstret, og jeg var nok mest af alt bare lettet over at komme lidt op fra den stenhårde briks. Så kunne jeg så stå der og undres lidt over, hvor utroligt ligeglad man bliver med at have et andet voksent menneske til at tørre en i r*ven, når det føles som om hele ens underliv er på vej neden ud.

Til sidst mente jordemoderen, at det var på tide at komme tilbage op og ligge på fødelejet. Jeg var imidlertid ikke interesseret i at skulle flytte mig så meget som én centimeter i nogen som helst retning. “Nej! Jeg står her og føder!” Eftersom der på den måde er større risiko for at briste, da jordemoderen så ikke kan hjælpe med at holde igen på mellemkødet, syntes både jordemoderen og Johan at det var en jævnt dårlig idé. Da det vitterligt føltes umuligt for mig at skulle kravle tilbage op på briksen, holdte jeg stædigt fast på, at jeg skulle føde stående. Både Johan og jordemoderen blev dog ved med at opfordre mig til at føde liggende, og til sidst fik jeg vel nok af at høre på dem. Med jordens største kraftanstrengelse, lykkedes  det mig rent faktisk at undertrykke den næste ve. Det gav mig præcis lang tid nok til at få møvet mig op på fødelejet igen. Klokken 7:45 tog jordemoderen vandet, hvilket føltes som den største lettelse nogensinde (indtil videre i hvert fald!). De sidste 25 minutter har jeg svært ved at huske. Det hele er bare en stor tåge. Det eneste der hjalp mig til at holde ud og bruge mine allersidste kræfter, var at Johan stod ved min side og heppede og hujede jo nærmere Cornelia kom mod udgangen. Og så 12 timer efter den første ve – 7. maj klokken 8:10 meldte Cornelia sin ankomst. Og her har man så lyst til at sige “cut!” og fade ud til rulleteksterne…

Men det fortsætter lidt endnu. Jeg tror Johan råbte noget i stil med “Nu er hun her, skat!”, og så landede en lille varm og våd klump på mit bryst. Den næste times tid var på en gang meget virkelig og på samme tid helt uvirkelig. Man kigger bare ned på sin lille baby og har svært ved at forstå, at øjeblikket man har ventet på de sidste ni måneder, endelig er her. På den ene side var hun det eneste jeg kunne rumme, og på den anden side var en del af mig utrolig bevidst om, at der stadig foregik en hel masse business en halv meter længere nede. Jeg nåede at tænke, at nu havde jeg da gjort mit. Nu var “festen” vel forbi. Men det stopper jo bare ikke der. Prikken over i’et på dit livs største præstation, er lige at få en finger op i endetarmen og få nål og tråd ført igennem et sted, man aldrig nogensinde håbede på at skulle mærke en “sytråd” stramme til. Men selvom denne fortælling er blevet lang, så er det jo heldigvis ikke her den slutter. Man glemmer utrolig hurtigt, de ydmygende ting, man bliver udsat for under og efter sådan en fødsel. Selv de mødre, jeg har snakket med, som har har haft 30 timers lange fødsler og som måske endda er endt i akut kejsersnit, selv de mødre er efter et kort stykke tid klar til at gøre det hele om igen. Når man efterfølgende kigger på sin lille baby, overskygger det alt det, man må gå igennem for at stå med ham eller hende i sine arme. Amazing!

// en mor, som bliver helt varm om hjertet (igen)

5 Comments

  1. Elsker fødselsberetninger. Og lyder til du havde en god fødsel.
    Ved nr 1 blev jeg sat igang pga graviditetssukkersyge. Fik stikpiller ca 10. Veer startede kl 1230 og 1330 blev undersøgt og var 4 cm åben. Kender en af jordemødrene privat og hun jokede med at nu tog hun hjem og jeg jo nok lå der næste morgen når hun kom igen.Kom i badekar en time og efter den time var 6 cm åben. Veer kom som de skulle og jordemoder spurgte om jeg ville have akupunktur. Hun gik ud efter nåle og de 5 minutter hun var væk gik min krop amok. Hun kom ind og hørte min prusten. Lagde nåle fra sig og sagde at det nåede vi vist ikke. Vandet gik ca 1730. Og efter 5-6 presseveer blev datter født 18.26. 4000 gram og 54 cm. 8/7-2014.
    Iøvrigt midt i hedebølge og den travelste dag på fødegangen. Flere fødende blev sendt til andre sygehuse.

    Nr 2 barn kom af sig selv dagen før termin. Hele dagen havde bare været en rigtig møgdag. Min mand endte med at gå i seng med migræne. Heldigt nok for han arbejder nat og blev hjemme. Kl 22 mærker jeg der sker lidt og begynder at tage tid. De kommer ret hurtigt og regelmæssigt. 2330 snakker jeg med jordemoder der siger vi skal komme ind da første fødsel gik ret hurtigt.
    Får ringet efter min mor og vækket manden.
    Køreturen varede 15 min men var den længste køretur EVER…jeg havde kraftig pressetrang.
    Mødte 00.40 på fødegangen og blev tjekket med det samme. 9 cm åben. Jordemoder sagde bare “du må for alt i verden IKKE presse endnu” 5 min senere var jeg afklædt og på fødeleje. 3 presseveer og så var min søn ude. Kl 0123. 4325 gram og 56 cm. 4/3-17.

    1. Ja, jeg tror også jeg hører til “de heldige”, som havde en nem og hurtig fødsel uden dikkedarer 🙂

      Hold da op!! Hvor er det bare vildt, at der er så stor forskel på to fødsler (især når moren trods alt er den samme!). Det passer vist, hvad de siger; at ikke to fødsler er ens!

      Jeg har læst mig til at lynfødsler er mere smertefulde fordi kroppen egentlig stadig skal klare et marathon – men på den halve tid…

      1. Fik at vide at hvis jeg skulle gave et barn skulle jeg komme ved første ve nærmest

        Det var ikke mere smeretefuldt men i en fødsel går man gennem nogle stadier fysisk og psykisk. Og især psykisk var det svært at følge med.

  2. Sikke en fantastisk fortælling, lyder alt i alt som en rigtig god fødsel
    Jeg vågnede kl 4 om natten ved at vandet gik 12 dage før termin, fedt tænkte jeg, så skal jeg ikke gå over tid. Jeg ringede til fødegangen og fik afvide vi kunne komme derind kl 7.30 til et tjek. Jeg gik i et bad, da jeg gerne ville føle mig ren inden jeg skulle ligge der med stængerne i vejret, allerede i badet ca en halv time efter vandet var gået kunne jeg mærke jeg begyndt at få veer, jeg fik noget morgenmad i mig og efter det kører vi imod fødegangen allerede i bilen gjorde veerne nas og da vi ankom til fødegangen var jeg allerede 5 cm åben, jeg kom i et fødekar og efter noget tid der, skulle jeg liiiige på toilettet og lave nr 2, men egentlig var det ikke det jeg skulle, jeg fik pressetrang på toilettet og skyldt med ud og hoppe op på briksen Jordmoderen sagde jeg nu var 10 cm åben og måtte presse det var kl 8.45 jeg pressede og syv min senere var min lille dreng allerede i mine arme Så fra start til slut en fødsel på 5 timer, og det var kun lige at min hoved kunne følge med til hvor hurtigt det gik.
    Men hvor var det den vildeste oplevelse, og hvor er vi kvinder altså bare for vilde

    1. Hej Caroline,

      Hold da op! Det lyder som om han pludselig fik meget travlt med at komme ud! 😀 Og jeg som synes mine 12 timer fra første “ubehag” til Cornelia lå i mine arme var kort proces. Jeg kan godt forstå dit hoved havde lidt svært med at følge med. Men det lyder også som om du havde en god fødsel…? 🙂

      Og ja! Hvor er kvinder – og især kvindekroppen – bare alt for vild!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *