En rigtig lortemorgen (bogstavelig talt) 💩

Jeg hører ikke til en af de mødre, der skal brokke mig hvad angår babys (og min egen) nattesøvn. Vi er for det meste ret godt kørende i den afdeling. Som udgangspunkt sover Cornelia gerne minimum seks timer i streg, for så lige at putte et par timer mere sammen med mig 😴💕 Men nogle nætter er jeg bare knap så heldig. I nat var en af dem…

Cornelia sørgede for at vække mig cirka en gang i timen (mens hun i de fleste tilfælde selv sov videre). Det var ikke sulten, der trykkede, for de gange jeg tog hende over til mig for at give hende noget at spise, faldt hun i søvn mere eller mindre med det samme igen. Jeg ved ikke, hvad der havde fat i hende, men hun har været vågen mange gange – og selv når hun sov, har hun bakset rundt, så jeg er vågnet. Men Cornelia skal ikke have hele skylden for min mildest talt ikke-eksiterende nattesøvn. Som om en baksende baby ikke var nok at “kæmpe med”, så havde jeg en højtsnorkende bulldog til at ligge under sengen (lige præcis uden for rækkevidde). Fire gange måtte jeg genne Otto ud i sin kurv i køkkenet, hvor han normalt sover på behørig afstand fra resten af familien.

Med Otto placeret i sin hundekurv, troede jeg, at jeg endelig kunne få bare en time eller to uforstyrret søvn. I stedet havde jeg endnu et slag, der skulle kæmpes; Elliot havde set sit snit til at indtage hele fodenden i min side af sengen. Med en sovende baby ved min side, var jeg delvist hæmmet i kampen om pladsen. Uanset hvor mange gange jeg uhjælpeligt skubbede til kræet (altså hunden – ikke babyen😉) med fødderne, så måtte jeg erklære mig slået og endte med at ligge krøllet sammen med knæene under hagen (eller sådan føltes det i hvert fald).

Krøllet sammen med krampe i hoften og med utallige ukoordinerede babyknytnæveslag i ansigtet blev min natlige kamp lige toppet op med en (meget!) irriterende flue. Hver gang jeg (min akavede sovestilling til trods) var liiiige ved at falde i søvn, landede fluen et eller andet sted på mig, så jeg ikke kunne undertrykke behovet for at vifte den væk. Lige da jeg var ved at smide håndklædet i ringen og simpelthen bare stå op, slog Cornelia sine øjne op og grinede over hele femøren. Uanset hvor træt man er, er det heldigvis svært at være sur på en baby (ret længe ad gangen). Cornelia er – især om morgenen – et meget snaksagligt barn, så af hensyn til hendes far, var der vist ingen grund til at trække pinen længere. Med en glad og pludrende baby på armen, gik jeg som en zombie afsted mod puslebordet. Man tænker, at ovenpå sådan en nat, kunne det næsten ikke blive værre… men tro om!

På min vej ind til puslebordet var jeg millimeter (!!) fra at træde i en – hold nu fast! – hundelort?! 💩 Af uransagelige årsager havde en af vores (normalt renlige) hunde valgt at efterlade en stinkende morgenhilsen i entréen. Efter sådan en nat, var min overskudskonto forståeligt nok i den grad i minus, så alle tanker om, at Johan ikke behøver at lide sammen med mig røg ud af vinduet. Jeg gik tilbage ind i soveværelset og vækkede ham. Ikke noget “godmorgen skat, har du sovet godt?” men derimod helt kort og kontant: “Johan… der ligger en lort på gulvet.”

Men Johan fik lov at tage sig af hundelorten gik jeg ind til puslebordet med Cornelia. På en normal morgen kan vi nemt få en halv time til at gå inde ved puslebordet med at pusle og pludre, men denne morgen var jeg i den grad på autopilot. Med behov for lidt aflastning drejede jeg løs på uroens spil for at give mit barn noget spændende at kigge på, når jeg nu ikke selv var noget værd som underholdende indslag ved puslepladsen. Men lige denne morgen – af alle morgener – virkede uroen pludselig ikke. Jeg kunne dreje nok så meget på den, men ingen musik kom der – og de multifarvede stofdyr hang bomstille. En lille ubetydelig ting, men lige i dag var det godt nok lige ved at få mig til at sige “fuck alt!” og lade baby, hundelort og hunde være Johans hovedpine.

Jeg fik dog puslet min baby (uden synderligt meget pludren), klarede mig ind til morgenbordet med en skål havregryn og kunne kort efter lægge en træt baby i den nyligt indkøbte slyngevugge (best buy – ever!). Og nu to timer senere efter en løbetur (i know?!), sidder jeg her og skribler mens baby stadig sover. Jeg burde nok i stedet have taget mig en lur, men da man endnu ikke kan regne med længden af Cornelias lure, kunne jeg simpelthen ikke bære tanken om at kravle tilbage i seng, for så måske at blive vækket 20 minutter efter. Det er altid kun i bagklogskabens lys man kan ærgre sig over, at man rent faktisk kunne have fået sig en god og lang lur.

Senere i dag går turen heldigvis op til Johans forældre, hvor vi holder miniferie de næste par dage. Så der skal nok blive tid til at tage en lur, mens bedsteforældrene triller afsted med barnevogn (og hunde) 😀🙏🏽❤️ Selv om det er lidt uoverskueligt at pakke til flere dage og komme afsted med baby og hunde, så er det hele besværet værd, når man tjekker ind på det bedste all-inclusive-hotel der findes! Hos mine svigerforældre bliver der serveret tre varme måltider om dagen, der er 24-timers baby- og hundepasning, og man vender endda hjem igen uden vasketøj 🙏🏽🙏🏽🙏🏽

Jeg håber jeres nat og morgen har været bedre end min, og at I får en dejlig søndag 😘

// en træt mor

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *