Langtidsamning … eller ej?

De seneste dage har instagram været fyldt med #jegstøtterlunamunk #langtidsamning #normalizebreastfeeding og flere hashtags i samme dur. Det har fået mig til at tænke over mit eget forhold til amning. Jeg ammer. Fordi jeg vil – og fordi jeg kan.

Men jeg er nok heller ikke den eneste, som ikke altid synes amning er en dans på roser. Jeg selv har haft brystbetændelse – to (!!) gange. Det er ikke spor sjovt. 39 i feber på årets varmeste dag – og dermed en baby, som gerne ville ammes mere eller mindre konstant. Jeg har sendt min kæreste afsted en søndag aften efter en brystpumpe, efter jeg i desperation havde skrevet på samtlige annoncer i mit område på reshopper. Jeg har ammet med sår på brystvorterne og bidt tænderne sammen mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg har haft perioder, hvor mælkeproduktionen simpelthen ikke kunne følge med min datters appetit. Og jeg har haft perioder, hvor udbuddet i den grad oversteg efterspørgslen (hello, Dolly!).

Fra Cornelia var tre måneder har amning været noget der foregik i absolut stilhed, bag en lukket dør, bare mig og hende. Hun kan simpelthen ikke samle sig om at spise, hvis der foregår det mindste, der kunne være mere spændende, omkring hende. Så jeg har virkelig mange gange måtte undskylde mig fra et selskab, fra gæster eller en cafétur fordi jeg er nødt til at amme min baby. Så kan man sidde der alene bag en lukket dør og drømme om den tid, hvor amning var noget der kunne foregå anytime, anywhere. Men det vigtigste er selvfølgelig, at ens barn ikke sulter. Og så minder man sig selv om, at det jo kun er en lille del af et helt liv, man er nødt til at sidde der og glo tomt ud i luften. Indtil man kommer i tanke om, at man ikke behøver glo ud i ingenting – man kan jo kigge på sin baby. Og synet af det dunede hoved, de tykke kinder og de små læber der er krænget godt tilbage, får det til at føles rimelig okay at sidde bare os to – helt for os selv.

Når jeg har været hjemme ved veninder med flaskebørn og har set skoven af steriliserede flasker, der står til tørre i hele køkkenet, har jeg prist mig lykkelig for, at jeg er sluppet for hele det cirkus. Jeg synes der er nok at se til med en baby uden også at skulle stå og rengøre, sterilisere, samle og lave flasker. Men! Jeg har til gengæld også med misundelse kigget på, når de mødre uden større hurlumhej bare har hevet en flaske frem og stukket i munden på baby – anytime, anywhere. Uden at kæmpe med et barn, der ikke er interesseret i at ligge med ansigtet ind i sin mors barm, når resten af verden er langt mere spændende. Uden at sidde med blottede bryster blandt andre mennesker, fordi baby pludselig skal følge med i hvad der sker. Og uden nogensinde at skulle bekymre sig om, der nu er nok mælk, selv om man ikke har fået spist noget den dag eller ikke har fået sovet nok. Det ser så nemt ud med et flaskebarn. Og med flaskebørn er madtid ikke kun lig med mor. Her kan far ligeså godt bruges – og er der noget, jeg er fan er, så er det lige arbejdsfordeling.

Og så er jeg endnu ikke kommet ind på, hvor meget jeg længes efter ikke at skulle tænke over, at min påklædning skal være “ammevenlig”. Eller sagt på en anden måde; du skal have garderoben fuld af tøj med easy-boob-access. Skidt med dit fine lingeri – det kan ligge og samle støv, for det mangler de helt essentielle spænder, der på nul komma fem kan lukke mælkekartonerne ud i det fri. Dine mange fine sommerkjoler kan du godt lade hænge i skabet, for det er simpelthen for uhandy at skulle løfte op i en hel kjole i tide og utide. For ikke at nævne alle de toppe, bluser og trøjer, der bare ikke tillader at man har amme-bh på fordi den enten har for brede stropper, går for langt op eller har den forkerte farve.

Det lille mirakel

Okay! Nok er amning ikke ligeså ligetil, som man forestiller sig før man bliver mor. Det kan hurtigt blive en ren videnskab, når man skal holde styr på, hvilket bryst man er nået til, og hvilke ammestillinger der stimulerer mælkeproduktionen bedst – eller hvilke metoder der skal til for at nedjustere mælkemængden. Men amning er altså virkelig bare praktisk. Du har altid mad til dit barn uanset, hvor I er. Du skal ikke sætte din lid til mikroovn, elkedel eller vandbad for at kunne fodre dit barn. Din mælk er altid den rigtige sammensætning og den er altid serveringsklar. Amning er et lille mirakel i sig selv. Tænk at du alene kan sørge for, at dit barn får den nødvendige næring. Tænk at dine bryster producerer mad til et andet menneske – og din baby behøver intet andet end din mælk i de første seks måneder. Du skal ikke tænke på vitaminer, varieret kost eller kosttilskud; din krop giver dit barn, det han eller hun har brug for. Din mælk tilpasser sig hele tiden dit barns behov, uden du skal gøre andet end at passe godt på dig selv. Er det ikke absolut  f a n t a s t i s k ?!

Selv om det fra tid til anden kan være virkelig kedeligt at bruge flere timer om dagen (i hvert fald den første tid) på at amme, så er det også en helt særlig stund mellem mor og barn. Det er den tid, hvor man er allertættest på sin baby. Og amning er noget du og din baby har sammen helt for jer selv – det er jeres ting. Jeres lille boble uden plads til andre. Amning – når den da kører som den skal – er en stund med nærhed, ømhed og masser af kærlighed. Og den tid, du ammer dit barn er – uanset om du langtidsammer eller ej – er en begrænset fornøjelse. Det er noget, der får en ende, så det gælder om at nyde det, mens man kan.

Langtidsamning?

Da jeg først blev opmærksom på Luna Munk-sagen, tænkte jeg “hatten af for de kvinder!”. Tænk, at der er kvinder, der vil deres børn SÅ meget, at de ammer i flere år. Jeg syntes det  utrolig flot, at de kvinder kan give så meget af sig selv for deres børn. Men efter et par dages betænkningstid, må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke synes at langtidsamning skal glorificeres mere end al mulig amning – eller flaskegivning for den sags skyld. Det er flot at man kan amme sit barn i flere år – for uanset hvor velfungerende amningen er, så er det et stort arbejde at amme. Men jeg synes det er mindst ligeså flot at kunne træffe en beslutning om, at en selv og ens barn får det bedre af at afslutte amningen tidligere – om det så er lige efter fødslen!

Jeg støtter ikke nødvendigvis Luna Munk eller andre langtidsammende kvinder, men det er ikke fordi jeg ikke synes de skal amme deres børn, så længe de (og deres børn) har lyst. Jeg synes alle kvinder skal have lov, at gøre som de synes er bedst. Og det er kun en selv, der kan mærke om man den bedste mor for ens barn ved at give flaske eller amme i to måneder eller i to år. Jeg støtter ikke kvinder der giver flaske, ammer i kort tid eller i lang tid. Jeg støtter alle mødre. Jeg støtter alle de kvinder, som hver dag gør det, de føler er rigtigt for deres børn.

Jeg har stadig ikke besluttet mig for hvor længe mit og Cornelias lille amme-eventyr kommer til at fortsætte. Jeg tror umiddelbart ikke jeg kommer til at forsætte til hun er to eller tre år. Ganske enkelt fordi jeg egentlig længes efter at få min krop for mig selv igen. Jeg længes efter at få min garderobe og min frihed tilbage igen. Og jeg ved, at Cornelia og jeg nok skal få vores nærhed, ømhed og kærlighed uden, at mine bryster behøver være en del af den ligning.

Har du lyst til at dele din ammehistorie, så smid meget gerne en kommentar nedenfor ❤️

kys og kærlighed
fra Camilla

GemGem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *