Er man nogensinde klar til at få børn?

Det lyder måske ikke velovervejet at sige, at beslutningen om at få børn blev truffet en sen aften (læs: kl. 3 om natten) over en seriøs omgang Bailey’s-kaffe, men ikke desto mindre var det sådan det startede. Godt kørende på en god koffein-alkohol-booster sad J og jeg og delte fremtidsdrømme. Boligdrømme, drømme om at rejse og opleve verden, drømme om at starte vores egen forretning, om videreuddannelse… og om børn…

Selv om snakken ofte er landet på børn, har den ligeså hurtigt bevæget sig videre til noget andet mere nærliggende. Vi har begge været forholdsvis sikre på, at børn var en del af planen -en eller anden dag (i en fjern fremtid), men som vi sad der ud på de små timer og fantaserede om fremtiden, var det som om idéen om børn pludselig virkede knap så fjern. Som vi sad der og talte om fremtidsdrømme, begyndte en realitet at snige sig ind på os; var den “en eller anden dag” rent faktisk (horror, horror) NU?

En masse (ligegyldige) overvejelser

De næste par dage startede næsten hver eneste sætning, der kom ud af min mund med: hvis nu vi får et barn…

… hvad så med vores økonomi?  Har vi råd til at få et barn lige nu?
… hvad så med barsel? Får man løn -eller dagpenge? Hvor længe har man barsel? Skal vi deles om barslen?
… hvad så med rejsedrømme? Drømme om at læse videre? Drømme om at blive selvstændige?
… hvad med bilen? Er den overhovedet sikker? Er der plads til en autostol? Kan der være en barnevogn i bagagerummet?
… hvilken barnevogn er den rigtige?

Jeg spekulerede meget (på vegne af os begge to, åbenbart) over, om vi mon er klar til at give slip på den frihed, der er i kun at være os to. Om vi mon er klar til at vinke farvel til ugentlige caféture, fredagsdates, lange søndage på sofaen, sove længe, tosomhed. Er vi mon voksne nok? Er klar til at tage vare på et andet menneske? Er vi i stand til at opfostre, forme og opdrage et barn?

Tjeklisten: er vi klar til børn?

  • Går der penge ind på kontoen hver måned? Tjek! (måske der skal arbejdes på hastigheden af hvor hurtigt, de ryger ud igen)
  • Har vi tag over hovedet? Tjek! (endda på en børnevenlig villavej, tæt på gode skoler og grønne områder)
  • Har vi plads til et barn? Tjek! (det ekstraværelse skal jo bruges til et eller andet)
  • Er vi klar til det enorme ansvar, det er at forme et lille menneske? Tjek?… Er man nogensinde helt klar til det?

J og jeg kan snakke her fra og til evigheden om at få børn, og hvornår det vil være mest belejligt at vende vores liv fuldstændig på hovedet. I bund og grund findes der vel aldrig et perfekt tidspunkt at kaste sig ud i den totale omvæltning, det er at få et barn. Men der er vel trods alt et tidspunkt, der er bedre end andre…?

Selv om det ikke er bryllupsklokkerne der ringer herhjemme, så har vi begge gjort det klart for hinanden, at vi ønsker og håber på at blive gamle sammen. Er der så nogen grund til at vente de næste fem år eller lignende for lige at blive dét sikrere på hinanden? Hvorfor vente til, at vi måske begge er i fuld gang med at skabe os en karriere? Lige nu står vi begge med “9-17”-jobs, hvor vi sagtens kan holde barsel, tage barnets første sygedag og lige gå tidligt fordi lille Oskar-Emil skal til tandlægen. Jeg har endda overvejet at begynde at studere igen -og så bliver jeg jo et af de “fornuftige” (i følge regeringen), unge mennesker, som få får børn under studierne. Jeg må da også indrømme, at jeg efter tre år på universitet, sagtens kan se, hvordan den fleksible tilværelse som studerende kunne give de perfekte vilkår for en nystartet familie. Bottom line is: Hvorfor vente? Jeg ved, at skal jeg have børn, så skal det være med J -og det er vel det allervigtigste? Alt andet finder vi vel ud af hen ad vejen…?

Det finder vi jo ud af

Jeg tror desværre man (læs: jeg) må sande, at der ikke er nogen endegyldig formel (eller tjekliste for den sags skyld) for, hvornår man er klar til at blive forældre. Selvfølgelig hjælper det, at der er nogenlunde styr på økonomi, boligsituation og ikke mindst parforhold, men på den anden side; andre før os har jo kastet sig ud i at få børn – og nok også uden halvt så mange spekulationer (nogle endda uden at skænke det så meget som én tanke), men de lykkes jo alligevel. De tager en ting ad gangen. Den ene fod foran den anden. Som J siger (helt rolig, uden at blinke): “det finder vi jo ud af(!)”.

Hvad lægger/lagde du og din bedre halvdel vægt på i beslutningen om at få børn?

//en (forhåbentlig) kommende mor

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *