I underskud af overskud

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger – og det er der en grund til. Som jeg skrev på instagram i sidste uge, så er overskudskontoen i minus i de her dage. Jeg elsker (selvfølgelig) Cornelia himmelhøjt, men de sidste par uger har jeg ikke været udpræget lykkelig over at være mor. Jeg har simpelthen fået nok.

https://www.instagram.com/p/BZ284Kdg88o/

Jeg fik ret god respons på mit opslag – og selv om det på den ene side gør mig ked af det, at andre er i samme båd som mig, så er det alligevel også dejligt betryggende at få bekræftet, at det er helt normalt, at føle som jeg gør. Jeg er langt fra den eneste mor, der virkelig har brug for en fridag. Og nok især den sidste tanke, har fået mig til at skrive dette indlæg. For sidder du måske lige nu – ligesom jeg – og har allermest lyst til at tage din jakke på og gå din vej – og samtidig føler dig helt forkert, fordi det da er en forfærdelig tanke, bare sådan at gå fra din lille guldklump, så skal du vide, at du ikke er alene!

Selvfølgelig er der nok mange mødre, der slet ikke kan nikke genkendende til tankerne om at have behov for en dag (eller måske længere), hvor man ikke er nogens mor. Og hatten af for de kvinder! Hvor er det kæmpestort, hvis der findes mennesker derude, som ikke føler den mindste lede, ved dag ud og dag ind at leve efter et andet menneskes behov. Jeg er dybt imponeret – og samtidig dybt uforstående. For sådan har jeg det virkelig ikke. Ingen tvivl om at Cornelias ve og vel til enhver tid kommer før alt andet, men der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det dælme er hårdt, at det altid vil være sådan. Og det er der ikke noget forkert i.

Foruden de ni måneder, hvor den lille blyp ind i maven dominerer næsten alle tanker og beslutninger, så har jeg nu været mor i fem måneder. Hvert lille smil og hver eneste ny ting, Cornelia lærer, får mit moderhjerte til at boble over af stolthed og lykke, men det laver ikke om på, at det ikke er en dans på roser, at blive mor. Jeg synes det er afsindigt hårdt, aldrig rigtigt at kunne holde fri. Jeg synes det er hårdt, at alt hvad jeg foretager mig, foregår på en andens præmisser. Og mest af alt er det nok hårdt at indse, at jeg selv er skyld i, at jeg nu sidder og føler mig som en ugegammel ballon – helt flad og uden udsigt til nogensinde at komme op og svæve igen.

I de fem måneder jeg har været mor, har jeg (ubevidst) insisteret på at være mor 99% af tiden. Jeg har aldrig stået klar med en baby i udstrakt arm, så snart min bedre halvdel kommer hjem fra arbejde. Jeg har ikke kimet bedsteforældrene ned for at få dem til at passe det lille vidunder. Når jeg har været omringet af familie eller venner, har Cornelia siddet på min arm, og når Johan har været hjemme i weekenden, er det mig, der har taget mig af Cornelia fra morgen til aften. Og nu er jeg simpelthen helt brugt op.

Selv om jeg mere eller mindre får min nattesøvn, så er jeg træt fra morgen til aften. Helt små ting får bægeret til at flyde over, og jeg skal flere gange om dagen undertrykke min trang til at vende ryggen til det hele og gå min vej. Dertil har jeg konstant dårlig samvittighed over at have lyst til at gå fra min elskede datter. Det føles forfærdeligt at elske nogen så højt, og så stadig have lyst til at være langt, langt væk fra dem. Følelsen af aldrig nogensinde at kunne finde på at forlade Cornelia – og samtidig alligevel have lyst til at gå er ved at rive mig midt over.

Hvordan er jeg endt her?

Selvfølgelig har Johan pludret og hygget med hende i løbet af weekenderne, ligesåvel som hun også har fået lov at gå fra arm til arm, når vi har været til fødselsdag, kaffehygge eller andet. Men gør man hendes levetid op, er det mig, der har taget sig af hendes behov i størstedelen af hendes liv. Og helt uden grund. For hvorfor har jeg ikke benyttet mig af de tre hold bedsteforældre, som hellere end gerne vil tilbringe tid med deres barnebarn? Hvorfor har jeg ikke ladet hendes far tage sig af hende, når han har fri? Hvorfor har jeg ikke ladet alle mine veninder lege og pludre med hende, når vi ses? Jeg har ikke noget godt svar. Jeg ved det ganske enkelt ikke. Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg har insisteret på at klare alting selv. Selvfølgelig er jeg Cornelias mor, og selvfølgelig vil jeg altid være den, der er bedst til at tage mig af hendes behov og følge hendes præmisser – men det betyder jo ikke, at andre ikke kan hjælpe til.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle helt derud, hvor jeg følte at den eneste løsning var at gå min vej. Men heldigvis har jeg en fantastisk kæreste, som jeg kan tale med om alt. En kæreste, som lytter til, hvordan jeg har det, og som er villig til at gøre alt, hvad der står i hans magt, for at jeg kan få det godt igen. Og bare det, at få sat ord, på den kamp jeg har indeni, hjælper rigtig meget. Det at dele med et andet menneske, hvordan jeg føler, hjælper til at det hele virker knap så stort og voldsomt, som når det bare er tanker, jeg tumler med alene. Jeg er ikke en dårligere mor fordi jeg lader andre hjælpe med at tage sig af min unge – tværtimod. Jeg bliver en bedre mor af at lade far og datter hygge sig i fred for mig. Jeg bliver en bedre mor af at lade min veninde trille afsted med barnevognen, mens jeg tager en lur. Jeg bliver en bedre mor af at indse, at jeg ikke kan – eller skal – klare alting selv. Jeg bliver en bedre mor, når jeg får ladet  overskudskontoen op, så jeg har al energi i hele verden til at elske min datter ubetinget.

Jeg er nogens mor – og det kan ingen tage fra mig!

Det har hjulpet mig meget, at få afløb for nogle af alle mine tanker. Jeg håber det vil hjælpe andre, der føler – eller har følt – som jeg, at vide, at de bestemt ikke er alene. Det kan være hårdt at være mor, og nogle gange føler man, at man ikke slår til. Bare husk på, at du altid vil være den bedste til at være mor til netop dit barn!  

//en forhåbningsfuld mor

 

6 Comments

  1. Åh søde Camilla. Som jeg også har skrevet før, kan jeg VIRKELIG sætte mig ind i dine tanker. Det er verdens bedste, men også verdens hårdest job at være mor! Jeg kan huske, at jeg de første 6 mdr. efter vores lille mus var blevet født, var helt i panik over, at jeg ikke følte, at jeg kunne finde mig selv. Mine hjerne stod totalt af, og jeg følte ikke, at jeg kunne bidrage til nogen som helst samtale, der ikke handlede om amning og bleer. Det var drønhårdt og jeg savnede at have lidt fokus på mig selv og mine (andre) drømme. Men efter det første halve år var det som om at brikkerne begyndte at falde på plads. Jeg blev mere og mere mig selv igen, og fandt en god balance mellem at være Louise og være mor. Og nu – efter et år, er jeg helt mig selv igen. Jeg synes det er blevet meget nemmere at være mor. Det er simpelthen fantastisk, når rutinerne virkelig er på plads, barnet kan give klart udtryk for sine behov og er mere selvstændig (+ de er et par timer i daginstitution – det må man altså godt nyde, når barnet trives der ;-)) Selvom det er helt fantastisk (på sin egen måde), når de er små og hjælpeløse, så bliver livet så meget nemmere, når de lige bliver liiiidt ældre 🙂 Så nej, du er bestemt ikke alene om de tanker. Men derfor elsker vi jo vores døtre ligeså højt som alle mulige andre <3

    1. Hej søde Louise,
      Det er altså dejligt at høre fra en, der er “på den anden side”, så man i en lidt svær tid bliver mindet om, alle de skønne stunder man endnu har til gode!
      Og tak fordi du kommenterer, så ikke kun jeg, men også andre skønne mødre, kan læse, at vi ikke er de første i verdenshistorien der synes det er hårdt at være mor. Der er mange ting, der bliver meget nemmere, når man ved, at man ikke er alene.

  2. Hej fra en ligesindet!
    Jeg har en datter fra d. 9. maj og elsker hende selvfølgelig også overalt på jorden. Men nogle gange har jeg tænkt på, om jeg virkelig var klar til at få et barn nu (men er man nogensinde det?).. Måske burde jeg have ventet et par år, så jeg kunne være egoist i lidt længere tid. Men bordet fanger, og nu er jeg for altid nogens mor. Den tanke giver mig både glæde og helt vildt klaustrofobi. Selv når jeg ikke er sammen med hende, så er hun jo i mine tanker.
    Det,at få et barn er på een gang det mest fantastiske og det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet.

    Her har den største udfordring nok været, at jeg i lang tid kæmpede med en følelse af at have mistet ‘mig selv’. – At jeg lige pludselig ikke kunne kende mig selv, fordi alt nu handlede om det her lille menneske. Jeg begynder dog så småt at indfinde mig i mor-rollen. Jo mere respons, jeg får fra min datter, jo nemmere bliver det. Men puha, det er store følelser, der vælter gennem en i den første tid!

    Tak for et godt indlæg! 🙂
    /Anne

    1. Hejsa Anne,
      Jeg er glad for at indlægget kunne bruges – og skønt at høre fra en ligesindet! ❤️

      Hvor skægt, at vores døtre er født så tæt 🙂
      Jeg kan virkelig nikke genkendende til den tanke! Når det hele spidser mest til herhjemme og min tålmodighed er opbrugt, så spørger jeg også mig selv, om det var en helt vanvittig idé at få et barn – lige nu i hvert fald. Men du har ret; for det første er der jo ingen vej tilbage, og for det andet, er man så nogensinde 100% klar? Og nej, det tror jeg faktisk aldrig man bliver – og jeg tror netop det er derfor man når hele følelsesregistret igennem her i den første tid. Det er overvældende – på godt og ondt – at blive nogens mor ❤️

  3. Det er sjovt fuldstændig samme krise jeg er endt i. Har også ville tage mig af min søn 99% af tiden og pludselig kan jeg slet ikke overskue det længere! Er det en ting omkring 4-5 måneders alderen? I hvert fald lærer man at ja det er vigtigt at give lidt ansvar fra sig. Man elsker jo bare sin guldklump så meget at man ikke vil undvære dem – men alligevel skal man også have ro engang imellem.

    1. Hej Louise,
      Det kunne godt virke som om der ligger en eller anden naturlig grænse efter 4-5 måneder, hvor man har sat alle sine egne behov, ønsker og drømme til side for sin lille øjesten. Pludselig er der ikke mere overskud at give af, og man finder ud af, hvor vigtigt det er at få en regelmæssig tur i overskudsopladeren. Så frem med fædre, bedsteforældre og hvem der ellers står i kø, for at få lidt kvalitetstid med det lille vidunder – så mor kan få koblet lidt af fra babyræset, så hun på ny er klar til at være en alletiders mor ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *