Er det forkert at være i tvivl?

Jo jo… alt føles anderledes. Bedre. Rigtigt… Jeg er glad over vores beslutning, og jeg glæder mig til den store opgave vi står foran, men det betyder ikke, at jeg stadigvæk ikke er usikker på beslutningen. På daglig basis bliver jeg i tvivl om, hvorvidt vi er klar til den store udfordring, det er at blive forældre.

Når vækkeuret ringer kl. 6:30 og jeg simpelthen ikke er fysisk i stand til at slå øjnene op og, endnu værre, komme ud af sengen. Når vi begge er kommet hjem fra arbejde og ingen af os har overskuddet til at fikse en gang aftensmad. Når jeg føler jeg er den eneste herhjemme, der rydder op, vasker tøj og tømmer opvaskemaskine. Når veninderne kalder til kaffe om en halv time på den nærmeste café. I sådanne øjeblikke bliver jeg virkelig i tvivl. Er vi mon “voksne” nok til at få et barn?

De første gang tvivlen ramte mig, blev jeg virkelig nervøs for om vi mon har truffet en forhastet beslutning. Jeg blev bange for, at vi ikke har tænkt det hele ordentligt igennem – at vi overhovedet ikke forstår hvilken omvæltning, det er at få børn (og selvfølgelig forstår man det aldrig rigtige, før man står i det, men… you know). Men jo mere jeg tænker over det, jo mere rolig bliver jeg egentlig over den tvivl. Måske tvivl er det forkerte ord? Selvfølgelig handler det om at være nervøs for, hvorvidt man er opgaven voksen, men i bund og grund er det vel kun en god ting, at man er nervøs. Det er ligesom at gå til eksamen; man skal være lidt nervøs for at kunne præstere sit bedste. Er man nervøs, betyder det, man har noget at miste. Der er nok nærmere grund til at være bekymret, hvis ikke jeg spekulerer over om jeg er klar til at være mor. Nervøsiteten er vel netop tegn på, at jeg er klar (så klar som man nu kan blive).

Der findes vel ikke nogen forældre eller kommende forældre, som ikke har været bare det mindste i tvivl på et eller andet tidspunkt? Hvis man ikke bare én gang har spurgt sig selv: “er jeg klar til det her?”, er man så i virkeligheden opgaven værdig? Eller hvad? Findes der mennesker, som føler at forældreskabet altid har været deres kald -og som ikke har været i tvivl i ét sekund?

Har du lyst, vil jeg rigtig gerne høre dit syn på at være klar til børn -og måske/måske ikke at tvivle på, om man nogensinde bliver klar 🙂

//en (forhåbentlig) kommende mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *