Hvorfor en mor skal ud og luftes

I fredags var jeg til julefrokost med mit arbejde. En aften jeg på en gang havde set virkelig  meget frem til og på den anden side ikke helt magtede. Ikke fordi jeg ikke magtede, at hygge mig en hel aften med søde kolleger, spise lækker-lækker mad og drikke rigeligt med god vin. Men fordi det med at overlade putning til andre, når ens barn ikke vil tage en flaske, godt kan kræve lidt tilløb (og is i maven). Det var hendes far, der stod for putningen og alt gik heldigvis glat. Hun fik en skål grød og – hold nu fast!! – en flaske med mit mælk og gik i brædderne inden klokken slog otte. Hvad var endnu bedre, så sov ungen skam helt til kl. 7, hvor hun fik en god tår mælk fra mine noget (!!) sprængfarlige bryster. Herefter tog hendes far over – og minus et par amninger, havde Johan hende faktisk det meste af lørdagen også.

Ud over, at det selvfølgelig af åbenlyse grunde er virkelig dejligt med en tiltrængt friaften (med efterfølgende fridag), så man kan optjene point til overskudskontoen, så er der faktisk også en anden grund til, at det er en rigtig god idé at sørge for, at babymama bliver luftet lidt. Jeg har i snart halvanden måned sukket efter dag i mit tegn. En dag, hvor jeg ikke skal bekymre mig om Cornelia. En dag, hvor jeg kan sætte mig selv først og gøre lige, hvad jeg har lyst til (om det så er at sidde mutters alene og glo ind i en væg). Og da jeg  e n d e l i g  var på vej ud af døren, ville jeg pludselig ikke afsted. Det er nemlig det fantastiske ved endelig at få det man har ønsket sig allermest – pludselig føles det ikke så nødvendigt.

Jeg har helt ærligt gået og haft ondt af mig selv, over at der ikke var nogen der kom og tog den baby ud af armene på mig og skænkede mig noget mig-tid. Men så snart Johan tog Cornelia ud af mine arme og ville kysse mig farvel, så havde jeg slet ikke lyst til at give slip på hende. For hvordan i alverden skulle jeg kunne undvære verdens sødeste, blødeste, gladeste og dejligste baby?! Det var da helt fjollet, at jeg havde planlagt en aften, hvor jeg ikke skulle være den, der kyssede de tykke, bløde babykinder godnat. Hvorfor var det nu lige, det var så vigtigt for mig at holde fri fra Cornelia? Hvem har brug for at holde fri fra sin helt igennem perfekte baby?

Det skal jeg sige dig. Det har vi alle sammen! Om det er 20 minutter alene under bruseren, en halv time på sofaen, en eftermiddag med veninderne eller en aften ude med kollegearne, så er det noget alle mødre har brug for. Nogle måske mere end andre, men uanset hvad, så er det altså virkelig sundt at få lov at savne sin baby. Og så gør det jo ikke noget, at man savner sin baby mens man får en lækker ansigtsbehandling eller spiser byens bedste chokoladekage med café latte til. Og ved du hvad? Du gør også din baby en tjeneste. Din baby (og du selv) får lov at opleve, at verden går videre, selvom du er væk et par timer. Og din baby får lov at knytte bånd til sin far, sine bedsteforældre, sin tante – eller hvem det nu er, der har vundet babysitter-tjansen den dag. Og det skylder du altså din baby – og dig selv! 💖

kys og kærlighed
fra en overskudsmor

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *