Om ikke at turde håbe -og ikke at kunne lade være

Der er nu 10 dage til, at jeg måske/måske ikke får min menstruation. Og det bliver uden tvivl de 10 længste dage i mit liv……

Det er lige knap to måneder siden J og jeg over en kande Bailey’s-kaffe blev enige om, at jeg ligeså godt kunne droppe p-pillerne. Jeg fjernede p-pille-pakken fra mit tandkrus samme aften, men det var nu mere en formalitet. Beslutningen om at lægge p-pillerne på hylden skyldtes mere, at vi jo ikke kan vide, hvor længe der går, før de er helt ude af kroppen. Vi ville gerne undgå at overveje at få børn i yderligere et halvt år, for så til den tid at skulle vente på at alle de unaturlige hormoner forsvinder. Så jo, jeg smed p-pillerne den aften, men den næste måneds tid stod den altså på kondomsex. Det var først efter vores relativt korte replikudveksling over opvasken (læs med her), at blev enige om at gå all in på the baby making.

Det er  først for 20 dage siden, vi gik all in på the baby making.  For mindre end en måned siden udspillede vores relativt korte replikudveksling over opvasken sig, som resulterede i, at vi for 20 dage siden, da min cyklus startede var klar til at tage det sidste skridt.

Er jeg gravid?

Det er 20 dage siden min cyklus startede. Selv om der ikke været noget med ægløsningstests, BBT eller specielle stillinger under eller efter sex, har jeg trods alt ikke kunnet lade være med at holde øje med min cyklus på Clue. Nu er chancen for at blive gravid forpasset for denne cyklus og det eneste der er tilbage at gøre, at vente 10 dage mere for at se, om jeg får min menstruation.

De her dage i gravid/ikke gravid-limboet er “ikke for børn (ironisk nok) og sarte sjæle”. På den ene side  tør jeg virkelig ikke håbe på jackpot i første forsøg -og på den anden side, er det, det eneste jeg kan tænke på. Jeg er aldrig typen der vinder på skrabelodder (forbandede skrabejulekalender), i lodtrækninger eller andet, hvor det handler om at være heldig. Selv om jeg har præcis samme følelse, som da jeg til min 10-års fødselsdag virkelig, v-i-r-k-e-l-i-g (!!) ønskede mig en stor tøjgiraf, så tør jeg ikke håbe på at være ligeså heldig som dengang (for selvfølgelig fik jeg den)…

Kender du den følelse? Der er noget man ønsker sig og håber så meget på, at man har helt ondt i maven? Det er lige før man får åndenød ved at tænke for meget på det? Sådan har jeg det lige nu -og ligeså fantastisk det er, at føle sådan for noget igen, ligeså hårdt er det også. Denne gang er der ikke nogen forældre man kan tigge og be (okay.. plage), der er ikke nogen legetøjskataloger man kan sætte (meget lidt diskrete) krydser i. Denne gang kan ikke gøre noget som helst for at påvirke mit held – der er ikke andet at gøre end at vente (og håbe).

Du kender helt sikkert det ikke at ville “sætte næsten for højt op” efter noget. Det er en forsvarsmekaniske jeg har praktiseret i utrolig mange år. Er der udsigt til at kunne blive skuffet, bilder jeg mig selv ind, at det i virkeligheden slet ikke er så vigtigt for mig. Selv om jeg ihærdigt forsøger at forhindre mig selv i at håbe på, at jeg er gravid, er det som om jeg ikke helt er i stand til at slå forsvarsmekanismen til denne gang. Selv om jeg kæmper imod, er jeg forsvarsløs mod den håbefulde følelse der vokser for hver dag, der går. Det skriger mod alle mine (kontrolfreak-)principper, but here it goes: Jeg håber-håber-håber virkelig at den er der i første forsøg!

Kan du mon nikke genkendende til den slags følelser? Eller ser du helt anderledes på sagen? 🙂

//en  (forhåbentlig) kommende mor

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *