Et lille postkort

Hej alle sammen ❤

Jeg synes egentlig, der sker en hel masse ting hjemme hos os lige nu, som I ingenting ved om. Mine daglige instastories er en saga blot, de tekstlange opslag på insta er der langt imellem og bloggen står lidt stille (igen, igen). Og det er altså ikke meningen! Jeg elsker, at I gider følge med i lige præcis min (og Cornelias) lille verden; og jeg elsker at fortælle jer, hvad der sker – stort som småt. Så nu får I lige en opsummering i allerbedste portkort-stil…

(tryk på billedet for at gøre det større)

Til jer, der også gerne vil have den lidt mere detaljerede version…

Budskabet er selvfølgelig det samme – det går egentlig rigtig godt lige nu. Det er nok blandt andet også derfor, jeg ikke har haft så meget tid til blog og instagram; jeg har simpelthen bare haft travlt med at nyde tilværelsen. Hverdag, familieliv, forældreskab og parforhold kører på skinner lige nu. Ovenpå en længere periode, hvor det har virket som om, at mindst én ting måtte halte for at det kunne gå godt på et andet område, er det virkelig rart at alt bare spiller lige nu!

Hver dag er vores lille spilopmager årsag til mange grin og små lykkestunder. Jeg føler langt om længe, at Johan og jeg mestrer forældrerollen til fulde (eller tæt på i hvert fald 😉), og at vi har fundet de rutiner, der får hverdagen i vores lille familie til at hænge sammen. Blandt andet er Johan begyndt at have Cornelia nogle morgner om ugen, så jeg kan komme ud og løbe. Weekenderne er blevet min ugentlige tur i opladeren, hvor Johan hygger, pjatter og leger med Cornelia hele weekenden om nødvendigt. Og som jeg også har skrevet om her, så er det jo så smart indrettet, at når man får det man længes efter, så føles det sjældent helt så nødvendigt. Så når jeg egentlig næsten kan “slippe for” at være mor hver weekend, så har jeg slet ikke lyst til at slippe ❤

Den 8. januar takkede vi ja til vuggestueplads med opstart 1. februar. Jeg har i et par måneder ligeså stille glædet mig mere og mere til at få nogle babyfri timer hver dag, men pludselig virker det noget kun nervepirrende at skulle overlade sin lille guldklump til andre. Heldigvis var jeg lidt en pessimist i forhold til at få en vuggestueplads til 1. februar, og jeg endte med at forlænge min barsel til 5. marts. Så nu er der god tid til at køre Cornelia godt ind i vuggestuen, og vi kan alle starte ligeså stille op på den nye tilværelse mens jeg stadig går hjemme lidt endnu. Det giver mig faktisk også meget ro i maven til selv at skulle tilbage på arbejde mens Cornelia er i vuggestue, når hun (og jeg) har haft mere end en måned til at vænne sig til at være der. Jeg tror nu nok, at hun skal tage det i stiv arm – og jeg tror hun får virkelig godt at få brændt noget krudt af med en masse andre krudtugler. Det er nok mest mig, der skal vænne mig til ikke at tilbringe døgnets 24 timer med min lille humørbombe 🙈

Cirka to uger når vi at smage på den benhårde hverdag før vi trækker stikket to ugers tid. Sidste uge i marts rykker vi teltpælene op og siger farvel til vores hjem gennem de sidste to år. Så skifter vi trapper, delehave, en sløset udlejer og en hysterisk underbo ud med etplanshus, egen have, køkkenalrum, ekstraværelser og søde naboer. Helt præcis kommer vi til at bo dør om dør med Cornelias onkel og tante (og fra august også en lille ny fætter eller kusine), og det tror jeg bliver helt fantastisk – ikke mindst for Cornelia! Selvom vi godt nok – til min ærgelse – flytter længere væk fra midtbyen (og mit arbejde), som lige nu er 10 minutters gang væk, så flytter vi til gengæld tættere på både Cornelias mormor og min fætter og hans kæreste, som alle også vil elske at hente Cornelia i vuggestuen en gang imellem. Og nårh ja – vuggestuen ligger kun 1,3 km fra vores nye hjem. Nemmere bliver det ikke 😄

Såååå altså… alt i alt, kan man vist godt sige, at det hele kører på skinner lige nu. Så det nyder jeg det bedste, jeg har lært! Det eneste jeg mangler er lidt mere tid til bloggen, men det kommer vist snigende ligeså stille efter vi har lagt netflix (og andre streamingtjenester) på hylden for en tid 👍🏼

Pas på jer selv!
Kærligst, Camilla

GemGem

GemGem

GemGem

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *