Én ting man altid kan regne med, når man har børn

Her troede jeg (helt naivt), at jeg skulle sidde i ro og mag og nyde tirsdag formiddag, mens Cornelia tilbragte et par timer i vuggestue. Allerede da jeg cyklede hjem med Cornelia bag på cyklen mandag middag, bryggede jeg på det blogindlæg, jeg ville skrive om tirsdagen. Men er der én ting, man altid kan regne med, når man har børn, så er det, at man ikke kan regne med noget som helst…

Natten til tirsdag måtte Johan opgive sin plads i sengen for en nat på sofaen, mens jeg lå i ske med en glohed og meget snottet Cornelia. Hvad der søndag morgen var startet som en god solid snotnæse, havde udviklet sig til vaskeægte influenza. Det lille pus kæmpede med både stoppet næse, hoste og feber. Hun kunne slet ikke finde ro uden sin sut, men næsen var så fuld af snot, at sutten måtte ud, hver gang hun løb tør for luft. Så sådan tilbragte Cornelia og jeg natten efter hendes første vuggestue dag; med gråd, rallende åndedrag og en pande varm nok til at stege spejlæg på 😣 (Note til mig selv: sørg altid for at have Panodil Junior på lager!)

Ovenpå en nat med nul søvn og med en sløj og pylret baby, blev tirsdag formiddag altså ikke lige heeelt, som jeg havde regnet med. Derfor kom der altså heller ikke noget blogindlæg om Cornelias første dag i vuggestue, og det er egentlig ærgerligt… for ved I hvad? Det gik over alt forventning!

Første dag i vuggestuen

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, startede Cornelia og jeg i sidste uge med at besøge vuggestuen et par timer mellem hendes formiddags og eftermiddagslur. Hun tog det hele i stiv arm og havde så travlt med at kravle afsted og opleve så meget som muligt, at hun næsten lavede hjulspind, da jeg satte hende på gulvet. Hun var så optaget af udforske stuen og at  kravle efter de andre børn, at hun kun ganske få gange vendte sig om, for at se, om jeg mon stadig var der. To gange forlod jeg endda stuen og lod hende blive tilbage ved pædagogerne, hvilket hun heller ikke lod sig mærke synderligt af.

Med sådan en god oplevelse i rygsækken, trillede jeg lettet barnevognen hjem igen med en tungtsovende Cornelia ombord. Jeg har været ret nervøs, over hvordan Cornelia mon vil håndtere, at blive overladt til folk, som hun ikke engang kender. Hun har altid været morsyg, men lige de sidste par uger, har det været helt slemt. Der er underlæben oftest blevet krænget helt ned og hun er sat i et stort skrig, hver gang jeg har forladt rummet. Så at jeg allerede den første dag i vuggestuen, kunne forlade rummet to gange uden skrig og skrål, var virkelig en positiv overraskelse 🙌🏼

Alarm: 7:00 – ingen Snooze

Mandag morgen blev første smagsprøve på den hverdag, der venter lige om hjørnet. Vi havde søndag aften lagt en slagplan over, hvornår vækkeuret skulle sættes, og hvem der tog sig af hvad. Som jeg muligvis har nævnt før (høhø), er der aldrig helt noget man kan regne, når børn indgår i ens planlægning, så vi nåede selvfølgelig aldrig at blive vækket af vækkeuret. Cornelia sørgede for, at vi alle kom ud af fjerene tyve minutter før – og det var vist en helt fin beslutning fra hendes side. Johan sørgede for at få Cornelia klar til afgang med en tør ble, rent tøj og maven fuld af havregrød, mens jeg fik et bad og fik pakket en taske til vuggestuen med skiftetøj, ekstra sutter og hendes nusseklud.

Det er (til min store frustration) lidt blevet et tema herhjemme, at alt bliver gjort i sidste øjeblik. Så alt for sent søndag aften stod jeg selvfølgelig i kælderen og forsøgte at finde hoved og hale i manualen for at montere Cornelias cykelstol. Derfor var mandag morgen altså første forsøg på ikke alene at placere barnet i selvsamme cykelstol, men også spænde hende fast og tvinge en cykelhjelm ned over hendes elefanthue (cykelhjelmen havde jeg selvfølgelig også kun lige nået at indstille søndag eftermiddag). Det gik mirakuløst nok helt fint og Cornelia sad stille og roligt og tog sin nye udsigt til sig, da jeg “kun” 20 minutter senere end planlagt trampede i pedalerne afsted mod vuggestuen.

Er det mon OK, at mor går?

Cornelia og jeg landede i vuggestuen 8:20 – altså lige tidsnok til, at Cornelia kunne spise formiddagsmad med de andre børn. Da vi kom ind på stuen, satte jeg med det samme Cornelia ned på gulvet, hvor hun straks satte kursen mod en kasse med legetøj. Jeg aftalte med pædagogerne, at jeg ville holde mig i baggrunden, og at de bare skulle sige til, hvordan de syntes det hele skulle forløbe. Med en solid tro på, at pædagogerne med deres store erfaring lynhurtigt kan læse Cornelia og fornemme, hvad der vil fungere bedst for hende, fandt jeg en stol i hjørnet af rummet og lod pædagogerne tage over. Formiddagsmaden kom på bordet, og Cornelia havde ingen indvendinger mod, at det var en anden end mig, der satte hende i en højstol og serverede mad for hende. En enkelt gang kiggede hun over mod mig, for at se om jeg mon stadig var der.

Planen var oprindeligt, at jeg skulle sætte mig ind i personalestuen og drikke en kom kaffe, mens en af pædagogerne puttede Cornelia til formiddagslur. Jeg nåede dog knap at være i vuggestuen mere end 15 minutter, før de to pædagoger på stuen blev enige om, at der ikke var grund til at jeg sad og ventede på, at hun blev puttet. De syntes, jeg bare skulle køre min vej, og så ville de ringe til mig, når hun engang vågnede igen. Aldrig blev der sagt noget med “hvis nu, vi ikke kan putte hende….” eller “er hun helt ulykkelig, ringer vi selvfølgelig”. Pædagogerne havde aflæst Cornelia og var sikre på, at det skulle gå nemt at putte hende, og den ro og sikkerhed smittede af på mig. Så 8:45 trillede jeg afsted fra vuggestuen – med et tomt barnesæde på cyklen, som lige kan vise resten af verden, at jeg altså er nogens mor – selvom jeg bevæger mig rundt i verden uden et barn på armen.

Kl. 10:30 stod der “Vuggestue” på displayet, da telefonen ringede. Jeg stod nærmest halvt med det ene ben ude af døren inden jeg havde nået at tage telefonen op til øret. Men jeg kunne roligt sætte mig ind og drikke en kop kaffe mere, for efter en god lur, mente pædagogerne at Cornelia ligeså godt kunne spise med til frokost, og så kunne jeg jo hente hende cirka 11:30. Shit! Første dag på egen hånd, og så tager ungen det hele i stiv arm. Tre timer i vuggestue, hvoraf kun et kvarter var sammen med sin mor?! Det havde jeg ikke lige set komme!

Det er en sgu en sej lille unge, jeg har! Nu glæder jeg mig bare til, at hun slipper af med den åndssvage influenza igen, så vi (forhåbentlig) kan fortsætte, hvor vi slap 🙏🏼

Stay tuned 😎…

Kærlig hilsen
Camilla

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.