Det der Black Friday…

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har været den store udsalgshaj. Jeg orker ikke at stå i kø med lidt for ivrige og lige en tand for morgenfriske, tilbudshungrende udsalgsshoppere foran Salling klokken 6 om morgenen. Endnu mindre orker jeg at være en del af den menneskebølge der skyller ind gennem stormagasinet og tager alt med på sin vej, når dørene bliver slået op. Jeg kan simpelthen ikke hive mig selv op til at deltage i jagten på de der støvler til en helt favorabel pris eller den der lampe sat ned til 60% under normalprisen. Misforstå mig ikke – jeg elsker (som alle andre) at spare penge og gøre et godt kup. Jeg foretrækker bare at gøre det hjemme fra min sofa med min computer på skødet og en plade chokolade inden for rækkevidde.

Jeg ved egentlig ikke, hvor længe Black Friday-konceptet har været en ting i Danmark. Det er i hvert fald gået min næse forbi, indtil jeg sidste år sad en hel arbejdsdag og undrede mig over, hvad ALLE de biler skulle i Sallings parkeringshus. Uvidende om, hvor om sig gribende konceptet egentlig var, skulle jeg efter arbejde lige et hurtigt smut i Føtex efter en pose kartofler – troede jeg. Det var der da absolut ikke noget hurtigt over. Selv i Føtex holdte man åbenbart Black Friday. Aldrig har jeg set SÅ mange mennesker – og så mange åbne kasser – i den Føtex. Der gik det ligesom op for mig, at Black Friday åbenbart – ligesom så mange andre amerikanske, kommercielle tiltag – er en ting, der er kommet for at blive.

Så hvad er pointen med Black Friday?

Sidenhen har jeg fået lidt mere forståelse for konceptet – og har forstået, at Black Friday er en fænomenal mulighed for at få fingrene i blandt andet babyudstyr til vanvittige priser. Jeg har også fundet ud af, at mange mennesker desuden får krydset alle julegaver af på to do-listen på Black Friday, hvilket jo egentlig er ret genialt i stedet for (som jeg plejer) at kæmpe sig rundt i den ene butik efter den næste i alt for meget overtøj og stå i meterlange køer d. 22. december. Alligevel er Black Friday dog alligevel kommet lidt bag på mig igen i år, og jeg er altså stadig ikke en ægte udsalgshaj, som kan købe alle sine julegaver til halv pris i november. Måske jeg kan komme med på bølgen næste år…? 🙈

I år tænker jeg dog, at jeg vil se om ikke jeg kan få fingre i en autostol til Cornelia, for med den hast, det barn vokser, er 0-13 kilo snart et overstået kapitel. Og så tænker jeg, at det aldrig kan skade med lidt tøj i næste størrelse. Måske jeg også burde se efter en flyverdragt til når barnet (forhåbentlig) starter i vuggestue til februar? Og så tænker jeg, at Cornelia i den grad har brug for noget nyt legetøj. Når vi besøger andre børn, som har “nyt” og spændende legetøj, kan jeg godt se, at Cornelia er ved at være træt af det, vi har herhjemme. Hun er også ved at nå en alder, hvor legetøj gerne må kunne lidt mere end bare at rasle og være godt at gumle på.

Er der nogle helt særlige ting til børnene, I håber på at få fingrene i til Black Friday? 😍

kys og kærlighed
fra Camilla

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *