Den her følelse

Lige nu!!!

Den her følelse!!

Den skal jeg huske!

Den her følelse. Af at være uovervindelig. Af at kunne alting.

Husk den. Hold fast i den. Gem den. Gem den til du skal bruge den! Gem den!

 

Om det er fordi i dag har været en særligt følelsesladet dag. Om det er fordi jeg fik en tiltrængt aften fri fra moderskabet. Eller om det slet og ret er fordi, jeg (endnu engang) bliver mindet om, hvor fantastisk inspirerende hun er. Tina Dickow, altså. Et menneske uden lige. Talentfuld (!!!). Nærværende. Humoristisk. Indsigtsfuld. Med selvtilliden i orden. Og alligevel præcis ligeså usikker på which way’s the best, som alle os andre.

Jeg ved ikke, hvilken af de ovenstående – eller om det var en kombination af dem alle – der gjorde udslaget. Men lige der – på 1. balkon, række 2, sæde 1 – fik jeg en følelse af uovervindelighed. Jeg kan klare alt! Jeg kan klare at være mor. Jeg kan klare evigt søvnunderskud. Jeg kan tabe de 18 kg. der stadig hænger stædigt fast efter en lidt for chokoladefyldt graviditet. Jeg kan løbe en tur. Jeg kan klare at komme tilbage på arbejde – og den nye hverdag, der følger med. Jeg kan klare det hele!

Når jeg i morgen står op, søvnig og uoplagt efter endnu en nats afbrudt søvn, så skal jeg huske den her følelse. Når jeg i morgen allerede klokken 8 søger mod slikskabet, så skal jeg huske den her følelse. Når jeg i morgen bliver irriteret over, at min baby ikke vil sove helt så lang en lur, som jeg regnede med; eller ikke vil spise den grøntsagsmos (hjemmelavet selvfølgelig🙄), jeg serverer for hende; eller laver en lorteble, så snart hun er blevet pakket ind i tøj og voksi og er blevet puttet i barnevognen; så skal jeg huske den her følelse. Den her følelse af, at det hele nok skal gå. Det handler om at se på ‘det store billede’.

Og det store billede er jo sådan set, at alt er skønt. Min datter er vidunderlig. Hun er sund og rask og næsten altid glad. Min kæreste er dejlig, tålmodig (hvilket virkelig er nødvendigt, når man er kærester med mig🙈) og en fantastisk far (også selvom han glemmer at tømme opvaskemaskinen eller altid efterlader sine beskidte sokker på gulvet🙄). Jeg er sund og rask. Jeg har en fantastisk familie. Jeg har skønne veninder. Jeg mangler ingenting (udover måske en enkelt nats uafbrudt søvn). Og når man er så heldig, som jeg, så kan man alt! Det skal jeg bare lige lære, at huske mig selv på. Og den her følelse, jeg sidder med lige nu ovenpå en utrolig oplevelse, den skal jeg holde fast i. Jeg skal gemme den, så jeg kan finde den frem, hver gang overskuddet dykker og livet føles hårdt og uretfærdigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *