Om at lære ikke at spænde ben for sig selv

nej

Cornelia er nu fire måneder (og 13 dage) gammel, og nogle dage synes jeg faktisk det kan være virkelig hårdt at være på barsel. Eller! Det vil sige, jeg troede indtil for nylig, at det var selve det at være på barsel, der var hårdt. Og bevares! Det er da også langt henad vejen et fuldstidsjob at have en baby – selvom man, ligesom jeg, bare har en helt almindelig baby, der hverken har problemer med maven eller ørerne og som gerne vil både spise og sove. På trods af, at de fleste babyer sover 13-15 timer i døgnet, så sørger de alligevel for at holde deres forældre i gang næsten døgnet rundt. Selv hvis man sætter præstationsbehovet helt ned (og glemmer alt om oprydning, rengøring og tv-tid), skal man jo stadig som minimum selv nå at spise og sove i ny og næ. Samtidig er der altid vasketøj der venter på at blive vasket, lagt sammen eller lagt på plads. Og køleskabet er ikke på magisk vis begyndt at fylde sig selv, bare fordi der er flyttet en ny beboer ind på adressen. Så, som alle forældre nok vil give mig ret i, er der nok at se til med sådan en baby.

Nå, men tilbage til sagens kerne; det gik for nyligt op for mig, at det ikke behøver at være hårdt at være på barsel. Da den lille barselsbobbel bristede og den nye hverdag meldte sig efter de første par uger som nybagte forældre, har jeg været virkelig god til at tage munden alt for fuld. Mange dage kommer jeg til at sige ja til alt for meget og ender med at have gang i 700 projekter på én gang. De dage er jeg er klar til at gå i seng allerede kl. 18, hvor der desværre stadig er tre timer til, at Cornelia er klar til at gå i seng. De dage føles det at være på barsel og tage sig af en baby ret (læs: meget) uoverskueligt – men det er jo sådan set ikke Cornelia der skal have skylden for det. Cornelia er langt det meste af tiden virkelig nem og medgørlig, så når jeg er klar til at sætte hende til salg på DBA, så er det, at jeg lige skal minde mig selv om, at det ene og alene er mig selv, jeg kan takke for at føle sådan.

Jeg er verdensmester i at spænde ben for mig selv

Selvom både Johan og min mor mange gange har forsøgt at få mig til at geare lidt ned, så tog det altså godt og vel fire måneder, før jeg selv indså, hvordan for mange planer gør en tid, der skal handle om at nyde min baby, til en sur pligt. Så nu prøver jeg at gøre mig selv – og Cornelia – den tjeneste, ikke at overfylde kalenderen. Jeg prøver (selvom det stadig er lidt svært) at begrænse aftaler og projekter til én ting om dagen, og samtidig sørge for, at ikke hver eneste dag er booket op. At det kan være hårdt at sidde på en ny café hver dag og drikke kaffe (og spise kage) kan umiddelbart virke helt åndssvagt. Jeg har i hvert fald brugt lang tid på at indse, at det egentlig er mere krævende end det virker. Nu forstår jeg efterhånden godt, at det kræver en del ekstra energi at være på farten hver dag – især når man har en ekstra rejsemakker med.

Det er selvfølgelig ikke mens jeg sidder på caféen, og Cornelia arter sig eksemplarisk mens jeg skyller den ene café latte ned efter den anden, at jeg bliver overvældet af træthed og modløshed. Nej, prisen betaler hele vores lille familie, når jeg kommer hjem efter (endnu) en hel dag på farten, og pludselig i samme nu jeg træder ind ad døren føler overskudskontoen droppe til minus tusind. Så efter alt for mange gange at have spændt ben for mig selv (og dermed resten af husstanden), er jeg efterhånden ved at lære, at holde lidt igen og sørge for at Cornelia og jeg har flere dage om ugen, hvor vi bare er hjemme og slappe af.

På med nej-hatten

Nu har jeg de sidste par uger pakket ja-hatten lidt væk og holdt mig selv op på, at det også er helt i orden at sige nej tak til besøg og caféture. Og hvor giver det bare en helt anden ro hos både Cornelia og mig selv. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg tog kampen op mod Cornelias powernapperi og forsøgte at indføre tre faste lure om dagen (læs her). Tænk sig, umiddelbart efter jeg fik fundet nej-hatten frem, skete der som ved et trylleslag noget med Cornelias sovevaner. Nu sover Cornelia tre lure om dagen – på nogenlunde samme tidspunkt og længde hver dag. Tre gange om dagen går jeg ned og lægger hende i barnevognen og (hold nu fast!) går op i lejligheden igen. Ja, du læste rigtigt. Ingen trilleri. Ingen længere gåtur (hvor man tænker på, at man kunne have brugt tiden på at tage et bad og spise morgenmad). Jeg lægger hende bare i vognen og efter 10 minutter har hun lullet sig selv i søvn 👏🏼.

Når jeg sørger for at holde flere dage om ugen fri for aftaler, har jeg ligepludselig uanede mængder af tid til mig selv. Jeg sidder i fred og ro og spiser min morgenmad. Jeg kommer i bad hver dag – og får endda vasket hår, når det trænger. Jeg får som regel ordnet vasketøj, ryddet op eller tømt opvaskemaskinen. Og bedst af alt, så har jeg rent faktisk tid til det jeg allerbedst kan lide; nemlig at fodre min lille blog – og mine skønne følgere – med nye blogindlæg. Hurra for nej-hatten og mig-tid 😍🙌🏼

Jeg håber jeres børn er ligeså søde ved jer, som Cornelia er ved mig de her dage!

// En overskudsmor

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *