Om aldrig at have tid nok

Nu runder jeg snart mine ni måneder som mor og min barsel lakker ligeså stille mod enden. Det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg egentlig oftest føler, at livet med en baby altid er et kapløb med tiden. Alle kender nok til følelsen af, at tiden bare flyver afsted. Vupti, så gik den måned også, og man fik måske hverken gjort det hele eller det halve af, hvad man havde tænkt sig. Har man børn, er det som om tiden ikke bare flyver afsted – den drøner afsted med raketfart! 🚀

Det er altså ikke for sjov, at forældre (okay, nok kun mødre) på Instagram gør overdreven brug af #stoptiden! Og det er nok netop den der tid, der smuldrer hurtigere end en majssnack i hånden på en baby, der gør, at jeg i stort set hele mit moderskab har stået tilbage med en følelse af, at jeg stadig står tilbage på perronen, mens toget for længst er hamret afsted forbi mig. Hver gang vi bladrer over på en ny kalendermåned, tænker jeg: “nå, så var det heller ikke i den måned vi fik besøgt bedsteforældre/inviteret venner på aftensmad/fik en kæresteaften/ryddet op i kælderen/sorteret babytøj/[indsæt selv flere…]”.

Når weekenden endelig banker på døren, har jeg været verdensmester i at få fyldt dagene op til bristepunktet (og nok også lidt mere end det). Så er der en masse praktiske ting, der skal ordnes, som vi ikke nåede i ugens første fem dage. Den “nye” klapvogn, som har stået i kælderen i flere måneder, skal samles. Der skal monteres cykelstol på cyklen, så vi er klar til vuggestuestart. Der skal hentes tilbud ind på flytning, datoen for min sidste barselsdag skal meldes på borger.dk, der skal handles ind, ryddes op og vaskes tøj….. Derudover vil vi også gerne have weekenderne til at gå med afslapning, hygge og socialt samvær med venner og familie. Og så langt rækker 48 timer altså bare sjældent – især ikke med en knap ni måneder gammel baby på sidelinjen.

Dagene bliver hurtigt fyldt op med babymos, bleskift og barnevognstrilleri, og før jeg får set mig om, er vi endnu engang splattet ud på sofaen som to overmodne bananer. Og engang imellem får jeg et øjebliks klarsyn, og kan se, at jeg netop er blevet sådan en mor, jeg ikke ville være. Sådan en mor, der er så opslugt af min egen lille familie, vores hverdag og min babys spisevaner, soverytme, helbred og humør, at jeg glemmer folk omkring mig. Jeg glemmer at få svaret på sms’er og får sjældent ringet tilbage på missede opkald. Jeg er pludselig den veninde, der ikke får spurgt, hvordan eksamen/daten/festen gik. Jeg er den datter der aldrig når at spørge, hvordan det går, før jeg har fået de første 10 sms’er og fem opkald den anden vej fra.

Timerne, dagene, ugerne og månederne går og går bare (i raketfart vel og mærke), og bag facaden lurer der altid en dårlig samvittighed over alle de besøg vi ikke får lavet, alle de invitationer vi aldrig får givet og alle de ting vi ikke får ordnet. Heldigvis er de fleste dage så fyldt med kærlighed, glæde og betagethed over vores helt eget lille vidunder, som overskygger den dårlige samvittighed. Men fra tid til anden stikker den altså sit grimme hoved frem, og så sidder jeg tilbage med en flad fornemmelse og spekulerer som en gal på, om man mon kan blive bedre til at få tiden til at gå knapt så hurtigt……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.