Om at have svært ved at vænne sig til tanken

Jeg skal være mor.

Jeg skal rent faktisk være mor.

Jeg er gravid.

Der gror et lille menneske i min mave.

Til maj står jeg med en baby i mine arme.

Ikke bare en hvilken som helst baby. Mit eget afkom. 50% af min genpulje. Det er sindssygt.

Jeg fatter det stadig ikke.

Misforstå mig endelig ikke. Jeg vil gerne være mor(!). Som I ved, hvis I har læst med fra starten, så var det naturligvis planlagt. Ingen stor overraskelse her – udover at både J og jeg selvfølgelig begge blev (glædeligt) overraskede over, hvor hurtigt jeg rent faktisk blev gravid. Vi glæder os til at tage hul på dette nye og spændende kapitel i vores liv. Vi har forberedt os på, at vores liv inden længe bliver vendt fuldstændig på hovedet. Det er jo så småt begyndt. Men derfor har jeg stadig svært ved at vænne mig til tanken…

Når jeg ser andre mødre komme trillende med deres Emmaljunga kombivogn (er det den eneste på markedet eller hvad??), så har jeg stadig utrolig svært ved at begribe, at det er mig lige om lidt. Når vi fortæller familie og venner den glædelig nyhed, og de alle stråler om kap og siger ting som “hvor er det stort!” og “hvor bliver det dejligt for jer!”, så bliver jeg ramt af en lille smule dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at de alle virker mere begejstrede end mig. Jeg kæmper stadig dagligt med at vænne mig til tanken om at skulle være mor. Jeg forsøger at vænne mig til tanken om at skulle have ansvar for et andet menneske. Jeg forsøger at vænne mig til (læs: fortrænge) tanken om at skulle presse en tre-fire-kilos baby med kranie og skuldre ud af en åbning, der ikke umiddelbart virker beregnet til den slags action.

Men det er vel også dejligt ukompliceret for alle andre at glæde sig på vores vegne, når det ikke er deres liv der ændrer sig definitivt. Jeg ved godt, vi selv har valgt at gå ind i projekt baby, og jeg ville gøre det igen, hvis vi spolede tiden tilbage til august. Jeg forsøger på ingen måde at sige, at jeg har fortrudt vores beslutning. Absolut ikke! Men jeg vil bare gerne åbne op for, at det altså er helt i orden at skulle bruge noget tid til at vænne sig til tanken.

Da vi for en uge siden var til første graviditetsundersøgelse, var min læges første spørgsmål: “Nå… har I vænnet jer til tanken?” Jeg svarede meget prompte: “Nej!”. Det syntes jeg egentlig var en ærlig sag, men min læges reaktion har dog sat gang i nogle tanker den sidste uges tid. Hendes næste spørgsmål gik nemlig på, hvorvidt det var planlagt eller ej. Jeg forstår godt, at man selvfølgelig bliver noget mere overrasket over hele situationen, hvis der ikke er tale om en planlagt graviditet. Men må man ikke også godt føle sig overrasket – eller i hvert fald overvældet – selv om det er planlagt?

I går eftermiddags var jeg med en veninde i H&M’s babyafdeling efter en gave, og selvfølgelig gik vi begge og ååårh’ede og nååårh’ede over alle de fine små outfits. Sådan en bodystocking i størrelse 50 kan vel få det til at dunke i de fleste kvinders æggestokke…? Men på trods af, at mine æggestokke faktisk har fået lov at gøre deres del af arbejdet, så fandt jeg det alligevel utrolig fjernt og uforståeligt, at det er mig, der skal shoppe amok i H&M’s babyafdeling inden længe. Selv omringet af bittesmå strømper, huer og futsko har jeg svært ved at begribe, at jeg skal være mor om små syv måneder.

Jeg tror mest af alt, at mine tanker hænger sammen med, at ændringerne i min krop stadig er så minimale. Selvfølgelig har jeg skam fået tildelt min del af morgenkvalme, og selv om vægten viser det samme tal, kan jeg ikke knappe nogle af mine jeans. Min appetit er mærkelig (faktisk ikke-eksisterende, hvilket ikke ligner mig!), jeg bliver hurtigere træt og mine bryster har fået seriøst vokseværk. Men stadigvæk; der er ingen mave og intet tegn på liv endnu, og jeg tror det er dét, der stadig gør det hele så svært at forstå. Samtidig tror jeg også fornuften og forsvarsmekanismerne tager lidt over, da jeg stadig føler at graviditeten er usikker indtil jeg når andet trimester. Jeg går ikke på daglig basis og frygter, at noget skal gå galt, men tanken ligger og lurer lige bag bevidstheden. Og sådan er det vel med ting man ønsker sig inderligt; de følges af frygten for at miste dem…

Det her er et indlæg, som jeg har grublet over de sidste par uger. Og ligeså grænseoverskridende som det er for mig, at sætte ord på, at jeg stadig ikke forstår, at jeg er gravid – ligeså vigtigt er det også for mig netop at få sat ord på. For hvis der er andre der har tænkt eller tænker ligesom jeg, så skal de vide, at de ikke er alene! Der er ikke noget forgjort i at skulle vænne sig til tanken. I bund og grund tror jeg aldrig helt, man som forældre kommer til at forstå, hvad det er man et gået ind til, før børnene er vokset op og er flyttet hjemmefra. Så kan man sidde tilbage i et lidt for stort, alt for tomt hjem og tænke tilbage på de sidste par årtier, hvor man har dedikeret sit liv til at være forælder. Og først der, når man ser det hele i retrospekt, tror jeg, at man kan begynde at forstå, hvad det egentlig var man gik ind til dengang for mange år siden. Først der, tror jeg man begynder at kunne se, hvordan ens liv blev blev vendt op og ned fra det øjeblik, man besluttede sig for at blive nogens mor – eller far.

//en kommende mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *