25

I går kunne jeg ikke kun fejre mine egne 25 år, men også 25 fulde uger af min graviditet 😍

På trods af, at jeg normalt er kæmpe fan af fødselsdage (især mine egne), så er det som om min fødselsdag i år ikke helt har kunne vække den samme begejstring. Jeg er umiddelbart ikke nået dertil, hvor tanken om at blive ældre hyler mig helt ud af den, så hvorfor jeg ikke allerede har været i gang med at arrangere fødselsdag siden november, ved jeg ikke helt. Den bedste forklaring, jeg kan nå frem til, er at der bare er andre ting, der fylder mere i år. Inde under mit maveskind ligger jo rent faktisk en lille baby, som melder sin ankomst om cirka tre måneder, og jeg tror ganske enkelt, det er dét, der fylder mit hoved og ikke efterlader plads til fødselsdagsplaner. Så selvom jeg normalt plejer at fejre min fødselsdag gerne op til fem gange hvert år, så havde jeg i år ikke planlagt noget som helst.

Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste, som sørgede for at min et-kvart-århundrede-fødselsdag ikke skulle gå ubemærket hen. Han bad mig i sidste uge om at tage fri fra arbejde på dagen, men ellers har han holdt kortene tæt ind til kroppen. Men han havde i den grad lagt sig i selen for at give mig den allerbedste fødselsdag. Dagen startede stille og roligt hjemme, hvor jeg i ro og mag kunne gøre mig klar mens J luftede hunde. Kl. 11 stod den på brunch på en af vores favoritcaféer. Med maven fuld af dejlig mad, blev jeg bedt om at følge med til dagens næste stop; en times forkælelse hos min frisør. Dagens tredje stop var halvandens time velvære for os begge to hos min kosmetolog; en både skøn og ret underholdende oplevelse fordi det rent faktisk var J’s debut hos en kosmetolog. Efter kosmetologen fik jeg rent faktisk lov at shoppe lidt med en ualmindelig tålmodig mand (som normalt  h a d e r  at blive trukket fra den ene butik til den anden) ved min side. Med shoppetrangen stillet, lækkert hår og frisk og gennemfugtet hud vendte vi snuden hjemad igen.

Med hånden på hjertet, så synes jeg faktisk allerede dagen var fuldendt, og jeg kunne ikke forestille, at der skulle være mere på programmet på en allerede meget perfekt dag. Min søde kæreste syntes dog åbenbart, at jeg havde fortjent endnu en overraskelse. Han røbede, at vi skulle ud og spise om aftenen, det viste sig bare ikke at være hele sandheden… Da vi trådte ind af døren på restauranten, sad alle mine skønne veninder og ventede på at give mig den bedst tænkelig afslutning på en fantastisk dag. Aftenen bød på lækker, lækker mad i førsteklasses selskab, og det var en meget overvældet og lykkelig babymama der svævede ind ad døren sent i går aftes….

//en meget forkælet kommende mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *